Lige til papirkurven

CD Rock Garbage: "Bleed Like Me" Frontfigur Shirley Manson er stadig en af rockmusikkens bedste blikfang, men ellers virker hun og resten af Garbage unægtelig en anelse trætte og usexede på deres nye skive, "Bleed Like Me". Siden gennembruddet med fuldfede hits som "Supervixen", "Queer", "Only Happy When It Rains", "Stupid Girl" og "Milk" – er det virkelig 10 år siden? – har kvartetten kun i glimt ramt samme guldåre, og nu synes minen efterhånden at være udtømt. Sangene på det fjerde album lyder ganske enkelt forcerede og krampagtige. Som selvterapi i et desperat forsøg på holde sammen på noget, der egentlig hellere vil opløses, og når Garbage så oven i købet prøver at sminke den manglende inspiration ved blot at skrue højere op for guitaren, er det svært at få øje på formildende omstændigheder. For væk er den fascinerende androgynitet, det groove, som før har tiltrukket. Opslugt af hårdkornede guitarrundgange, der ærligt talt ikke tjener andet formål end at vrænge. Selv singleudspillet "Why Do You Love Me", der har det rigtige punch i omkvædet, falder fra hinanden, disintegreret af klichéer og hakkende staccato. "Why Don't You Come Over" og "Sex is Not The Enemy" går bare i selvsving. Det rykker simpelthen ikke, og det er frustrerende som bare pokker at lægge øre til. Eneste rigtig gode nummer er "Run Baby Run", hvor Manson og co. fanger den zeitgeist, de havde i sluthalvfemserne, og fører den frem til nu i en legende, nærmest skødesløs sag, der ikke prøver for hårdt – og måske netop derfor lykkes. "Boys Wanna Fight" har kim til det samme, men når ikke helt i mål. Nej, vi er langt fra storskrald her – og tættere på en flok sammenkrøllede skitser, der burde være smidt i papirkurven. Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk Garbage: "Bleed Like Me". Warner. udkommer i dag.