Ligeglad med de svageste

Dansk Folkeparti har lige afsluttet sit årsmøde, hvor der ikke blev sparet på skåltalerne for de svageste i vores samfund.

Skattepolitik 22. september 2009 06:00

DF: Dansk Folkeparti har lige afsluttet sit årsmøde, hvor der ikke blev sparet på skåltalerne for de svageste i vores samfund. Som socialdemokrat og oprindelig nordjyde kæmper jeg selv en kamp for de svageste i vores samfund, og derfor burde jeg jo klappe i mine hænder, når jeg hører Pia Kjærsgaards tale i Herning. Men det gjorde jeg ikke, for jeg synes, at det bliver for meget, når jeg ser Pia Kjærsgaard tale om de svageste i vores samfund, mens hun intet gør for dem, når hun har chancen. Hun virker ligeglad, når hun ikke lige skal bruge deres stemmer til at gøre sit parti større. F.eks. fremlagde Socialdemokraterne og SF for nylig en skattepakke, der kommer dem til gavn, som har det allerhårdest i vores samfund. Men den skattepakke har Pia Kjærsgaard ikke støttet, selvom hun jo skulle være enig i dens formål. Hun siger ét og gør noget helt, helt andet: Pia Kjærsgaard har nemlig i stedet bakket op om regeringens massive skattelettelser, der betyder, at millionærernes indkomst stiger kraftigt, mens dem i bunden får mindre eller i bedste fald bare ingenting. Det er jo ikke at kæmpe for de svageste i vores samfund, og det sætter unægtelig Pia Kjærsgaard, hendes skåltaler og hendes årsmøde i lidt et andet lys.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...