Ligegyldigt fnise-tv

Med kapaciteter som Harrison Ford og Diane Keaton kunne du godt håbe på lidt flere gode grin i denne letbenede komedie om amerikansk morgen-tv. Vor heltinde hedder Becky (Rachel McAdams) er sådan en overkæk karrierepige, som altid har mobil og laptop tændt og konstant følger med på tv for ikke at blive brændt for en nyhed. Hun er tv-producer på et morgenshow, får fyresedlen og snart herefter en ny chance på en større, landsdækkende men også nedslidt kanal, Daybreak. Hun bliver spillet overfrisk kækt, småpludrende og med ungdommeligt gåpåmod af Rachel McAdams, og efter ganske kort tid bliver du faktisk grundig træt af hendes ganske en-dimensionelle spil. Over for sig har hun som modspiller Harrison Ford, som den gnavne ronkedorjournalist Mike Pomeroy, der på grund af en hidtil overset paragraf i sin millionkontrakt af Becky bliver tvunget tilbage i rollen som tv-vært. Oven i købet på en kanal han hader over alt på jorden, fyldt som den er med underlødigt mikrofonholderi, dårlige madopskrifter og særlinge interviews. Han er old school-reporter, whiskydrikkende, Pulitzer-belønnet, med et hav af kilder og kontakter, og han har ikke tænkt sig at løfte en lillefinger for at hjælpe Becky med at redde Daybreak og rette op på de katastrofale seertal. Pomeroy får følgeskab i værtsstolen af Diana Keaton, som den forfærdelig, selvoptagede tidligere skønhedsdronning. Det to hader selvfølgelig hinanden inderligt. Den eneste de hader mere er den overkække Becky. Det er en film, som så frygtelig gerne vil være morsom og leve op til karrierekvindekomedier som "Working Girl" og "The Devil Wears Prada", men desværre har Rachel Adams ikke nær komiske talent i stil med Melanie Griffith eller Anne Hathaway, og tillige er løjerne hæmmet af en manuskriptside, der ikke lige frem boltrer sig i knivskarpe replikker. Det bliver for langt og småsludrende og pigefnisende og underligt umodent og det er svært at tro på en 28-årig tv-producer virkeligt kan opføre sig så teenagefjantet i så lang tid inden hun eksploderer og sætter hårdt mod hårdt. Heller ikke Ford eller Keaton gør det store væsen af sig, men klarer den på rutinen, selv om Ford dog har et par scener hvor han brænder igennem som ualmindelig ondskabsfuld og kynisk bedrevidende. Som nydelig men ganske overflødig garniture er Patrick Wilson anbragt som look-a-like Paul Newman, som den søde Becky naturligvis skal falde for. Et enkelt sted er filmen lige ved at blive interessant, nemlig da den kommer ind på forholdet mellem underholdning og kritisk journalistik, og hvordan den hæsblæsende nyhedsjagt også har en pris for journalister. Ikke alene er nyhedsjagten farligt vanedannende med dertil hørende udbrændthed, men familie og venner, ægtefælle og børn kan også komme til at betale en høj pris. Jo, okay, fyringsscenen, hvor Becky viser at hun har ben i næsen og skærer igennem efter at være blevet tæppebombarderet med spørgsmål, der kræver svar her og nu, ved sit første redaktionsmøde er rimelig morsom, Men ellers ... Mest holder filmen sig på det let fjollede, lalleglade plan og virkelig interessant bliver den aldrig, selv om den har store prætentioner om at tegne et retvisende billede af tv-journalistikkens opslidende, overfladiske nyhedsjageri. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk "Morning Glory" USA, 2010 Instr.: Roger Mitchell. En time, 47 min. Till. f. alle. Danmarkspremiere.