EMNER

Lighed for loven?

IRAK-KRIG: Et princip, som jeg havde troet, at vi delte i Danmark, ligegyldigt om man var højre- eller venstreorienteret, var princippet om lighed for loven. Den nuværende regerings støtte til alt, hvad USA gør, viser, at det er åbenbart kun er et mindretal af landets borgere, der deler dette princip. Når jeg mener, at Irak-krigen har undergravet F's magt, er det fordi verdens førende lande har forrådt princippet om lighed for loven. Det kan godt være (selv om det er lidet sandsynligt), at Irak overtrådte FN's påbud om nedrustning af masseødelæggelsesvåben, men Danmark, Storbritannien og USA overtrådte også FN's regler om krig og folkeret. Iraks forbrydelse blev straffet med krig, mens de andre lande er ikke blevet straffet for deres forbrydelse. Når en stat begår selvtægt, f.eks. når Irak besætter Kuwait, bliver det betragtet som et brud på den internationale orden, mens hvis andre lande laver selvtægt, f.eks. ved at besætte Irak, bliver det betragtet som et forsvar for den internationale orden. Med hensyn til menneskerettighederne hersker der heller ikke lighed for loven. Iraks overtrædelser af disse blev brugt af højrefløjen som begrundelse for krigen, men at USA overtræder de mest grundlæggende regler for behandling af fanger får ikke de samme mennesker til at holde op med at kalde dette land for vor allieret, og går oven i købet i krig med det. Tænk at vi har været i krig med en stat, der sætter 12-årige drenge i en fangelejr. Det er tit træls at følge loven, fordi retssystemet kan føles tungt og langsomt, og lovene er måske ikke altid retfærdige. Det gælder bestemt også, når det gælder international ret. Lars Nielsen og hans lige glemmer åbenbart, at et samfund, hvor kun den stærkestes ret gælder, er endnu mere træls.