Aalborg

Lighedspunkter

Som ung - for mange år og hår siden - fik jeg at vide, at jeg lignede den meget britiske skuespiller David Niven. Mere smigrende end sandt. Næste mand på lignelisten var hans danske kollega Jørgen Buckhøj. Det var før ”Matador” og Mads Skjern, så at minde om ham, var ikke rigtig noget, der gav noget. Så kom et par årtier, hvor det var Povl Dissing, jeg altid blev sammenlignet med, endda flere gange direkte forvekslet med. Selv på den spansk solkyst var jeg ude for, at folk råbte Povl Dissing efter mig. Det kunne jeg godt leve med, kunne han? Efter en del år med ro - på den front! - er der ved at ske noget igen. En kvinde - ung efter stemmen i telefonen at dømme - hævder, at hun hilser venligt på mig hver eneste lørdag formiddag et bestemt sted i midtbyen. Det er et sted, hvor jeg ikke været i flere år. Hun siger også, at jeg altid har min søn med. Sådan en har jeg ikke. Det allernyeste skud på dén stamme er en næringsdrivende, der hævder, at han og jeg har snakket sammen om hans sølvbryllup uden for et pengeinstitut, som jeg ikke er kunde hos, i en by, hvor jeg sjældent kommer. Så der må altså være en eller flere, der ligner mig. Synd for ham/dem.