Ligner ny heksejagt

Ole Christensen
medlem (S) af Europa-Parlamentet, Ole Langesvej 34, Brovst
Ole Christensen
EMNER 1. maj 2007 06:00

EU: Det ser sort ud for dansk sportsfjernsyn. Med besparelserne på DR Sporten tegner den nye betalingskanal TV 2 Sport til at få monopollignende status. Kanalen er ejet af TV 2 og svenske MTG og bliver suverænt den væsentligste spiller på markedet for rettigheder til sportsbegivenheder. På baggrund af disse alarmerende tilstande har jeg henvendt mig til EU-Kommissionen, fordi jeg mener, at et monopol vil stride imod de regler, som vi vedtog i EU så sent som i marts i år. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vigtige kulturbegivenheder - herunder de store klubfodbold- og håndboldkampe - reelt bliver fjernet fra den brede offentlighed. Det er hverken socialdemokratisk eller europæisk kulturpolitik. Derfor håber jeg, at EU-systemet vil gribe ind og få stoppet denne udvikling, inden det er for sent. I sidste uge samlede Europa-Parlamentet sig igen i Strasbourg. Der var mange emner på dagsordenen. Herunder en sag, der er meget principiel for mig. Modstand mod den svinekampagne mod homoseksuelle og (eks)kommunister, som den polske regering har sat i værk. Den polske regering arbejder blandt andet på at få forbudt, at homoseksuelle lærere arbejder med børn. Og som om det ikke skulle være reaktionært nok, prøver den også aktivt for at få fyret min kollega Bronislaw Geremek, der er valgt i Polen. Han bliver forfulgt, fordi han ikke vil underskrive en erklæring om, at han aldrig har samarbejdet med kommunisternes sikkerhedstjeneste. Det vækker minder om McCarthys heksejagter i 50’ernes USA. Og det hører bestemt ikke hjemme i EU. Som medlem af parlamentets indiensdelegation var jeg inviteret til et møde med Indiens præsident, Abdul Kalam, hvor vi skulle diskutere, hvad man kan gøre for at gøre forbindelserne mellem Indien og EU endnu tættere. Han var en lille mand, som han stod der på talerstolen i parlamentssalen. Men det viste sig hurtigt, at inde i den lille skikkelse gemte sig en meget stor stemme. Indiens præsident står i spidsen for et demokratisk samfund, der rummer uendelig stor kulturel og sproglig diversitet. Der er lige så mange officielle sprog i Indien, som der er i hele den europæiske union. Hvis der er nogen, der ved, hvordan man indretter et multikulturelt samfund, er det inderne, så det kan vi lære noget af i Europa. Men Indien henter også inspiration fra EU. Europa har vist, at det er muligt at bygge en stærk union af stater uden at gå på kompromis med de nationale identiteter. Det ville være til fælles fordel at styrke samarbejdet og handlen mellem EU og Indien. Men det skal selvfølgelig ske under ordentlige forhold. Vi kan ikke have, at danske virksomheder som eksempelvis Cheminova i Lemvig markedsfører sprøjtegifte, der er ulovlige i Danmark og EU, til lande med svag arbejdsmiljø- og miljølovgivning (herunder Indien). Den går ikke.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...