Allergi

Ligusterallergi

?Vi har tænkt os at plante en ligusterhæk her til foråret, ja, vi vil allerhelst have en sådan hæk, men nu siger vores venner, der har en bøgehæk, at liguster kan give allergi. Det har vi aldrig hørt, så kan du hjælpe os med en afklaring. Bent og Birgit Frederiksen !Ja, lidt om snakken er der. Jeg ved at haveselskabet for vel omkring 15 år siden testede om de små sorte bær fra liguster nu var så giftige, som man hævdede, og i den forbindelse også efterlyste meldinger fra folk, der havde fået allergi af liguster. Testen viste dengang, at selv om selskabets konsulenter spiste ligusterbær i moderat mængde, blev de ikke dårlige af dem. Til gengæld fik de mange reaktioner fra medlemmer, der kunne berette, at hækken under klipning kunne give en irriterende eksem. Det er her givet saften, der er tale om. Nogle medlemmer kunne også berette om åndedrætsproblemer, men videnskabeligt er det dog ikke dokumenteret, at det skulle være ligusterhækkens skyld. Hvem ved, måske var det blot en undskyldning for ikke at klippe hækken, men overlade det til andre i familien. Jeg vil ikke selv være bange for at plante en ligusterhæk. Skulle en af jer være overfølsom overfor saften, så tag handsker på og rul ærmerne ned. Lars Lund