Lilholt kneb en tåre

Filmproducenten Regner Grasten er ikke den første, der har fundet på at udødeliggøre Hvidstengruppens bedrifter under Anden Verdenskrig. Flere bøger og tv-kommentarer er i tidens løb lavet om den navnkundige modtagegruppe, og i 1994 skrev Lars Lilholt sangen "Hvidsten Kro" til albummet "Kong Pukkelrygs Land". Det var en stærkt bevæget Lars Lilholt, der ved gallapremieren så filmen efter at have sunget "Hvidsten Kro" for publikum. - Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre over den scene, hvor Marius Fiil umiddelbart før sin henrettelse omfavner en tysk soldat og tilgiver ham, siger Lilholt, der har samme scene med i sin sang: Da Marius forlod sin celle favned' han en tysk soldat og tilgav ham og sagde: "Du skal vide at det er ikke jer almindelige tyskere som vi har kæmpet mod nej, det er det onde der har magten over jer og os" og tyskeren forstod Lilholt husker tydeligt, da han som 10-årig knægt for første gang hørte om Hvidstengruppen på vej hjem til Aalborg fra en fodboldkamp i Randers. - Min far besluttede at gøre holdt ved Hvidsten Kro, så vi kunne fordøje nederlaget. Og efter en gang æggekage og en Valash sagde min far: "Kan du se den gamle kone, der står ude i køkkenet? Nu skal du høre..." Den gamle kone var Gudrun Fiil, der dengang i starten af 60'erne stadig drev kroen. Unge Lilholt fik historien om Hvidstengruppen, og den satte sig fast i erindringen. Og 30 år senere kom den altså ud i form af en sang - siden hans mest citerede efter "Kald Det Kærlighed", ifølge Lilholt selv. Han havde så meget respekt for historien og efterkommerne, at han inden udgivelsen viste et udkast til Gudrun Fiils datter Gerda, som endte med at blive en slags konsulent og medforfatter, så alle fakta kunne blive korrekte. - Jeg er glad for og stolt over, at min sang er blevet så flittigt brugt, men jeg betragter egentlig bare mig selv som pennefører, og jeg vælger at tro, at sangens popularitet skyldes, at Gerda sagde god for den, siger Lars Lilholt, der i samarbejde med Regner Grasten Film er på vej med en video til sangen med klip fra filmen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.