Lilholt: Nibe er noget helt specielt

Nibe Festival har en hel særlig plads i Lars Lilholts hjerte.

Mathias Overgaard og Nicolas Cho Meier
Lars Lilholt på Nibe Festival 2015. Foto: Nicolas Cho Meier
Aalborg 3. July 2015 17:04 - Opdateret 6. July 2015 06:24

Han har slet ikke tal på, hvor mange gange han har været her.

- Jeg kan ikke huske et eneste år, hvor jeg ikke har været her, siger han, mens en hurtig hovedregning afgør, at det må være 28. gang, at Lars Lilholt i eftermiddags spillede koncert på Nibe Festival.

Lars Lilholt har i mange år været en del af festivalens DNA. En kærkommen gæst, der altid vender tilbage på festivalens musikplakat.

I 80’erne og 90’erne var han hovednavn. Nu er det større internationale navne, der topper plakaten, men han er stadig at finde på festivalens største scene.

For Lars Lilholt er vigtig for Nibe. Som en festivalgæst forventningsfuld udtrykte det nogle timer før Lars Lilholts måske 28. koncert på festivalen.

- Det har ikke rigtigt været Nibe Festival, før Lars Lilholt har sunget ”Den hvide dværg”.

Byen er noget specielt

Men Nibe Festival er bestemt heller ikke bare endnu en festival på Lilholts tourplan.

Den årlige tur til Nibe er på mange måder en tur hjem for den 62-årige troubadour og har en helt speciel plads i hans fyldte kalender. Lars Lilholt er nemlig opvokset i Aalborg, og han opfatter sig selv som aalborgenser, selvom han ikke har boet i byen siden 1982.

- Jeg er kommet her lige siden, jeg var en lille knægt og gik i søndagsskole i Aalborg. Så tog vi gerne Nibe-banen ud til Skalpavillionen. Byen og festivalen er noget helt specielt for mig. Der er altid en god stemning, og festivalen giver altid en fortrinlig forplejning, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...