Lille Anker

{ Selv om danskerne er til dusseri, er det få statsministre, landet er på fornavn med. Anker, med efternavnet Jørgensen, er den seneste (den sidste?). I morgen fylder manden, der stod i spidsen for landets styrelse gennem otte år, 85 år. Det gør han som lidt af en myte. Mens han selv sad ved roret, og oliekriser og nye partier gjorde vilkårene mere end vanskelige, måtte han lægge ryg til megen kritik. For at lade sig styre for meget af fagbevægelsen (selv om mange dér mente, han lyttede for lidt!) og for at have for lidt styr på, hvordan man styrede dét land, han stod i spidsen for. Med blandt andet det resultat, at Danmark endte, som hans egen finansminister gennem mange år, Knud Heinesen, beskrev det, ”på afgrundens rand”. Når man læser hans detaljerede dagbøger, fornemmer man, at han ofte selv var i tvivl om, hvad der burde gøres. Især den vigtige nationaløkonomi forstod han vel aldrig rigtigt trods et tre måneders kursus på det fine Harvard universitet i USA i netop økonomi og arbejdsmarked i 1959. Til gengæld viser bøgerne, at han selv midt i de største storme og efter adskillige år i toppen af dansk politik prøvede at holde sin sunde fornuft intakt. Der var - og er - nogle centrale humanistiske principper, han altid holdt i hævd, også når partitaktikken og de mange interesser, mennesker i parti og fagbevægelse søgte at fremme, trængte sig på. Andre principper - eksempelvis modstanden mod atomvåben - udløste adskillige konfrontationer i Folketinget. Hans livssyn var grundlagt gennem en opvækst hos en tante, der var tobaksarbejderske. Hun tog Anker til sig, da forældrene døde fem år efter hans fødsel. Hendes københavnske hjem på Christianshavn, hvor fire familier på hver etage deltes om én køkkenvask, blev hans faste base. Det var barske år i trediverne, hvor vinterfrakken ofte måtte pantsættes for at skaffe mad på bordet i perioder med arbejdsløshed. Den unge Anker Jørgensen kom på skibsværft og blev siden lager- og pakhusarbejder. Det var som det sidste, han gjorde faglig karriere som tillidsmand og siden formand i sit forbund fra 1956 til 1962. Siden fik han samme post i det ny arbejdsmands- og specialarbejderforbund. 1964 blev han valgt til Folketinget, hvor han sad uafbrudt de næste 30 år. De første år som et relativt anonymt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, men partiformand Jens Otto Krag havde fået øje på hans kvaliteter. I 1971 tilbød han ham at blive arbejds- og trafikminister, men Anker Jørgensen sagde nejtak. Det gjorde han ikke, da Krag ringede igen et års tid senere. Morgenen efter at danskerne havde stemt ja til EF, ville Krag gå - og Anker Jørgensen fik fem minutter til at overveje tilbuddet om at tage over. Svaret blev som bekendt ja. Den første Anker Jørgensen-regering holdt frem til jordskredsvalget i 1973. 1975 rykkede Anker Jørgensen igen i=nd i Statsministeriet - og denne gang varede besøget syv år. Hverken fra sam- eller eftertiden bruges den øverste ende af karakterskalaen, når hans vilje til at gøre det rigtige og/eller nødvendige i statsministerårene bedømmes. Men de fleste historikere medgiver, at vilkårene mildt sagt heller ikke var lette. Om en regering gør det godt eller skidt, afhænger i høj grad af konjunkturerne. I så henseende var Anker Jørgensen ikke tilsmilet af det store held. Efter at han i 1987 havde overgivet formandsposten i Socialdemokratiet til Svend Auken, blev han i Folketinget syv år endnu. Både dengang og senere var han en flittig foredragsholder, og når den ældre gråskæggede herre stilfærdigt listede op på podiet med den gamle skoletaske i hånden og uden brug af powerpoint eller fremmedord beskrev verden, som han så den, var dét uden tvivl med til at styrke hans image som ”en af vore egne”. Ikke mindst hos mange socialdemokrater, der nostalgisk mindedes tiden, da fagbevægelse og parti var ét kød, og da det ikke var en forudsætning for at blive partiformand, at der stod cand. et-eller-andet på cv’et. Fysisk rager Anker Jørgensen ikke meget op, og vittighedstegningerne yndede i statsministerårene at fremstille ham som ”Lille Anker”. Som en direkte kommentar til dét udgav en række danske kunstnere (Allan Olsen, Ivan Pedersen, Niels Hausgaard og mange andre) for nogle måneder siden en cd med danske sange, tilegnet dagens 85 års-fødselar. Titel: ”De største er de små”.