Lille apparat giver stor frihed

Mogens Baunwall styrer selv sin medicin

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Og så nemt er det. Først en lille prik i fingeren med nålen, så der kommer en dråbe blod.

NORDJYLLAND:Apparatet er kun lidt større end et digitalkamera og let at medbringe i håndbagagen på flyrejser. Det er 50-årige Mogens Baunwall fra Aalborg glad for. Han er civilingeniør i firmaet Niras og jævnligt i udlandet i flere uger. Mogens Baunwall får blodfortyndende medicin. Det lille apparat betyder, at han selv er i stand til at foretage de nødvendige målinger og regulere medicinen, hvad han end befinder sig i verden. For eksempel, som da han for nylig var i Kina i tre uger som rådgiver på et naturgasprojekt. - Det er meget praktisk, både når jeg er ude at rejse og når jeg er hjemme. Apparatet betyder, at jeg slipper for at gå til lægen hver 14. dag for at få målt blodet, og i det hele taget giver det mig en langt større frihed, fortæller han. Mogens Baunwall fik en blodprop i benet i fjor. Undersøgelserne viste, at han var nødt til at tage blodfortyndende medicin for ikke at risikere, at det sker igen. Tidligere skulle alle patienter, som får blodfortyndende medicin, jævnligt til læge for at afgive en blodprøve og eventuelt få medicinen reguleret. For to år siden besluttede det nyoprettede trombosecenter i Forskningens Hus på Aalborg Sygehus at udstyre udvalgte patienter med måleapparatet, så de selv kan regulere medicinen. Udover Mogens Baunwall er foreløbig 360 patienter i Nordjylland udstyret med det lille apparat. Ligesom de andre brugere i Mogens Baunwall blevet oplært i, hvordan apparaturet skal bruges afsluttende med en lille eksamen. - Det er såre enkelt. Bare et lille prik i fingeren, så der kommer en dråbe blod. Den chip, som bloddråben lander på, stikker jeg ind i måleapparatet. Et halvt minut senere kan jeg aflæse resultatet og dosere medicinen efter det, forklarer han. Mogens Baunwall måler sit blod mindst en gang om ugen. Somme tider - blandt andet når han er i udlandet, hvor maden er anderledes - lidt oftere. Det er vigtigt, at han hele tiden doserer den blodfortyndende medicin rigtigt. Hvis han får for lidt medicin, risikerer han at blodet størkner og der opstår blodpropper. Hvis han får får store mængder medicin, risikerer han spontane blødninger. For en sikkerheds skyld har Mogens Baunwall på sig en lægeerklæring om, at det lille apparat er nødvendigt på grund af hans sygdom. En erklæring, som han kan fremvise i lufthavnenes sikkerhedstjek, hvis nogen finder apparatet mistænkeligt. Men det er endnu aldrig sket. - Jeg er i hvert fald glad for, at jeg selv har mulighed for at tage prøverne og regulere medicinen. Det ville jo være lidt upraktisk at skulle til lægen for at få det gjort, især når jeg er på arbejde i Kina.