Ernæring

Lille bånd styrer sulten

23-årige Tanja tabte 30 kg på et år. Hun har vejet 168 kg

BIRKELSE:- Det var bare SÅ pinligt. Når vi tog på McDonald's, havde jeg store problemer med borde og bænke. Jeg vidste, at bænken kunne bære mig, men jeg væltede ind over bordet. Nu har jeg tabt 30 kilo i løbet af et år og nu føler jeg, at der er plads til mig. Tanja van der Vaart, Birkelse, er 23 år. Hun er stadig overvægtig, men slet ikke, som da hendes 1,76 m skulle bære 168 kg, da hun var mest omfangsrig. Her hjalp hverken kure, hospitalsophold, diætister eller gode tanker. Hun indså, at der skulle skrides mere drastisk til værks, "for jeg er så glad for mad og hører til dem, der nemt kunne komme til at veje 200 kg", siger hun. 21. januar 2004 blev den skelsættende dato. Da havde Tanja van der Vaart overbevist lægerne på Aalborg Sygehus om, at hun skulle være blandt de patienter, der får indopereret et silikonebånd om mavesækken, så hun ikke hverken skal eller kan fylde sig som tidligere for at føle sig mæt. - Uden operationen var det aldrig gået. Jeg har altid spist for at blive mæt og der skulle store portioner til. Det var også dyrt at besøge McDonald's, for jeg kunne sagtens spise flere menuer, så regningen nemt kom op på 300 kr., fortæller Tanja van der Vaart og fortsætter: - Forskellen fra før og efter operationen er mængden på tallerkenen. Mad betyder heller ikke, hvad det gjorde, og min kæreste, som jeg har haft, siden jeg var 15 år, synes, det er dejligt, at jeg er blevet meget mere aktiv. Jeg er simpelt hen blevet bedre til at bevæge mig og har fået meget mere energi, selv om jeg er holdt op med at tabe mig. Nu kan jeg gå med i haven, cykle, lege med niecerne på gulvet. Alt muligt. Men Søren har hele tiden sagt, at han kan lide mig, som jeg er, og jeg ved, at min familie elsker mig. Derfor kan jeg ikke bare råde andre til at få en tilsvarende operation, hvis de er alt for store. Mærk i dig selv, hvad du er bedst tjent med. Har du det dårligt med dig selv, er det måske en psykolog og ikke en operation, du har brug for. Her og nu drejer Tanja van der Vaarts tanker sig om at finde arbejde og helst i en lokal dagligvarebutik. Hun har aften- og weekendarbejde på Texaco i Saltum. Hun har lige været på Projekt Ung på Vej - men har både HF, handelsskole, to år på lærerseminarium og butikserfaring. - Så jeg må da kunne finde noget. Jeg drømmer om engang at få min egen butik med tingentangel og tilbehør, tilføjer hun.