Lille, behåret og en stor succes

Filmselskabet gamblede da det lagde Ringenes Herre i hænderne på Peter Jackson

Kongen vender tilbage på onsdag. For fem år siden satsede et filmselskab på, at en entusiastisk instruktør fra New Zealand, der kun havde forholdsvis smalle splatter- og gyserfilm på visitkortet, kunne bringe Tolkiens "Ringenes Herre" verden rundt. Han kunne langt mere end det. Hvordan er Peter Jackson? Spørgsmålet stilles til Billy Boyd, der spiller hobbiten Pippin. Svaret falder prompte: - Han er lille og fyldt med hår! Boyd har ret. Jackson måler ikke meget mere end Allan Simonsen, men har samme figur som Jens Okking. Jeg har set ham to gange, og han er tilsyneladende altid iklædt bare fødder og bermuda-shorts. Efter syv års uafbrudt arbejde er det utroligt, at han også stadig er i besiddelse af et velsmurt snakketøj. Alene ved biograflugerne er der kommet godt 12 milliarder kroner i kassen på de to første film, så Jackson er en holden mand. I takt med de tre film på baggrund af Tolkien-bøgerne regnes han i dag for en af verdens mest spændende instruktører. Jackson er nu i den klasse, hvor man får alle manuskripterne til gennemsyn som en af de første. King Kong kommer Næste film bliver endnu et hjerteprojekt, nemlig en remake af "King Kong" fra 1933. Hvordan er det at sige farvel til Tolkien og alle de andre? - Mine følelser er blandede. Jeg er lettet på den måde, at vi er kommet til vejs ende i en syv års cyklus, og at vi ikke står og skal lave en fjerde film næste år. Èn film pr. år er en hård plan at holde, og jeg har næsten ikke haft ferie undervejs. Jeg er samtidig lidt ked af det, fordi arbejdet med de gode skuespillere er forbi. Vi har arbejdet sammen i fire år, og selv om jeg måske arbejder videre med nogle af dem senere hen, så vil det være meget forskelligt, fordi rollerne ikke er de samme, siger Peter Jackson. Han regner med, at mange af de rekorder "Ringenes Herre" har sat, vil stå langt ud i fremtiden. - Ingen har indspillet tre film i ét hug før, og selv om vi nu har gjort det, så tror jeg ikke, at andre vil gøre det samme i fremtiden. Det er for stor en risiko at løbe. Filmselskabet New Line tog en gigantisk risiko, og bare fordi det betalte sig denne gang, betyder det ikke at risikoen er mindre anden gang. Næste projekt af sådan en type kan sagtens blive en fiasko. Normalt står mange i Hollywood i kø for at gentage en hvilken som helst succes, men det lader sig ikke gøre i dette tilfælde. Ringen burde ikke være Jackson bragte selv filmprojektet til New Line, men havde egentlig ikke drømt om at det var bæredygtigt. - Selv om det var mig, der kom med projektet, så gamblede de, da de sagde ja til mig som instruktør. Jeg ved ikke, hvorfor de sagde ja til mig, griner Peter Jackson, og fortsætter: - Jeg har ingen idé om det, og egentlig burde det aldrig være sket, hvis sund fornuft havde hersket. Men det gjorde den heldigvis ikke. Jeg føler mig meget heldig, og i dag har jeg mere selvtillid som instruktør. Hver dag du tilbringer på indspilningerne er som en slags filmskole, hvor du lærer nyt hele tiden. Der er altid fejl at lave og dermed fejl at lære af. Jeg er kommet ud af projektet med en stor viden om, hvordan man instruerer såkaldt store film. Jeg har mere selvtillid nu. Er du irriteret, hvis "Ringenes Herre" vil blive højdepunktet i din karriere? - Nej, altså de fleste filminstruktører håber på at have en succesrig film et eller andet sted i karrieren, og det mål er nu nået. Hvis de her film kommer til at tegne mig, er jeg glad, fordi jeg er stolt af dem. Jeg vil sørge for, at jeg ikke går efter at slå "Ringenes Herre", hver gang jeg skal lave en ny film, for det ville sikkert blive frustrerende og ikke særligt tilfredsstillende. Jeg ser frem til at lave mange forskellige film i mange forskellige genrer - og med mange forskellige budgetter. Lidt for nydelig afrunding? Allerede inden premieren debatteres det vidt og bredt om de mange slutninger i "Kongen vender tilbage" er i orden? - Vi skal jo have løsninger på mange af de problemer, som vi er blevet præsenteret for i løbet af historien. Som for eksempel kroningen af Aragorn, og hans genforening med Arwen. Dernæst var det vigtigt for mig at gå tilbage og gøre som i bogen. Krigen handler om at blive slaveriet kvit, og en af de ting, Tolkien understreger i bogen, er, at ingen kan vinde i en krig. Alle taber uanset resultatet. Han bruger så Frodo til at vise, at sejrherren aldrig bliver den samme igen. Jeg synes, det var vigtigt at se, hvad der sker med Frodo til sidst. Han er ganske enkelt for ødelagt af sine oplevelser til at leve i sin idylliske hjemby. Andre har kritiseret, at Christopher Lee ikke er med i den tredje film. Især Lee selv. - Det var ikke nødvendigt, for filmen handler ikke om at forstå ondskabens natur, men handler mere om, hvorfor det er så hårdt for Frodo at ødelægge ringen. Vi havde ikke brug for at personificere ondskaben. Lee kommer dog til at optræde på den lange DVD-udgave af filmen. Bedre effekter Ingen vil formentlig betvivle Peter Jackson, når han antyder at den tredje film i trilogien overgår de andre, når det gælder special effects. - Scenen med de store elefanters angreb og hære på op til 200.000 mand er ikke indspillet i første omgang, fordi den alligevel skulle skabes fra bunden i computeren. Den scene er kulminationen af alt, hvad vi har lært om visuelle effekter. Om hvordan man bevæger kameraet rundt i en kampscene og om softwareprogrammer, der giver hver enkelt lille soldat sit eget liv. - Gollum er også blevet meget bedre siden "De to tårne", hvor vi har arbejdet videre med musklerne i hans ansigt. Undervejs er vi aldrig holdt op med at udvikle teknologien. Heldigvis er Tolkien-bøgerne konstrueret sådan, at de største og vildeste scener er til sidst i historien. Folk med araknofobi bør også advares om edderkoppen Shelob. - Jeg er bange for edderkopper, og har været det siden jeg var barn. Derfor var det herligt at skabe en lang edderkoppescene, hvor jeg kunne bruge al min frygt. En del ting i scenen er baseret på min egen erfaring med edderkopper. Det skræmmende ved insekterne er deres hurtighed. De bevæger sig lynhurtigt, og fryser derefter et kort øjeblik, for så at være på spring igen. Jeg har også altid været skræmt af, når edderkopper i naturprogrammer vikler deres ofre ind i spind for senere at spise dem. Blev du kureret? - Nej, desværre.