Lille by kan blive delt i to

Skolebestyrelse be’r om, at man fastholder den gratis befordring

Bente Lembo
Inspektør på Valsgaard Skole Per Lund fortæller, at forældrene ved skolen er usikre på, hvordan deres børn fremover skal transporteres til Hobro Nordre Skole. ARKIVFOTO: Michael Koch
Skolevæsen 16. januar 2007 05:00

VALSGAARD: Der går en usynlig grænse gennem Valsgaard By. Grænsen deler byen mellem dem, der har ret til at få fri befordring og dem, der ikke har. Det handler om skoledistrikter og om, at Valsgaard Skole som noget nyt fra det kommende skoleår skal sende sine overbygningselever til Nordre Skole i Hobro. Hidtil har de ældste elever fra Valsgaard hørt til Arden Skoles distrikt. Scenariet med en delt by kan opstå, hvis politikerne i Mariagerfjord Kommune vælger at følge de nuværende regler for befordringsgodtgørelse snævert, og det vækker bekymring i bestyrelsen for Valsgaard Skole. Reglerne siger, at elever, der bor i en afstand af under syv kilometer til distriktsskolen, ikke kan få buskort af kommunen. Dem, der bor længere væk end 7 kilometer, kan derimod godt få gratis transport. Elever, der bor tæt på Valsgaard Skole, befinder sig 6,2 kilometer fra Nordre Skole. Dem, der bor i den østlige ende af byen, har over syv kilometer til deres nye overbygningsskole. Hidtil har alle overbygningselever fra Valsgaard fået transporten til Arden Skole betalt, fordi Arden Skole ligger mere end syv kilometer fra Valsgaard. - Skolebestyrelsen beder politikerne om, at alle børn fra Valsgaard bliver befordringsberettigede. Politikerne har valgt at flytte alle børn til Nordre Skole i Hobro, så må de også sætte alle børn lige, lyder argumentet, fortæller inspektør for Valsgaard Skole Per Lund. Skolebestyrelsen ved Valsgaard Skole kommer med sine meninger om bustransport i det høringssvar, som den har afgivet til udvalget for børn og familie. - Mariagerfjord Kommunes udgift med et eller flere stoppesteder i Valsgaard vil vel også være baseret på antallet af kørte kilometer og ikke antallet af passagerer? anfører skolebestyrelsen i sit høringssvar.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...