Teater

Lille cirkus med store kunster

For syvende år i træk har Cirkus Krone lavet klovnerier for børn i Hobro

HOBRO:Cirkusteltet genlød af latter og glædeshvin, og alle pladser var fyldt, da Cirkus Krone igår gav forestilling for børnehavebørn i Hobro kommune. Ikke mindre end 270 børn var kommet til pladsen ved børnehaven Farvervænget, hvor Cirkus Krone nu hvert år i syv år har givet forestilling. Og godt nok kalder Cirkus Krone sig for Danmarks mindste cirkus, men de kan alligevel vise store kunster frem - blandt andet en meget dygtig jonglør, Jonas fra Frankrig, som elegant håndterede et djævlespil, og en ungarsk duo, som lavede et magisk show med kostumeskift, så man blev helt stakåndet. Men mest populært hos børnene var ikke overraskende klovnerne, og de komiske numre var der selvfølgelig god plads til i det hyggelige cirkus, som styres af cirkusdirektør Irene Thierry. Fik en på frakken Der var blandt andet klovnen Allando, som med sig i manegen havde taget en pingvin. Hans klovnerier fik i høj grad teltet til at genlyde af ivrige børneråb, når Allando skulle irettesættes, og glædeshvin når han fik badebolde i hovedet eller en på frakken af pingvinens luffer. Bag Allandos sminke gemte sig Jan Allan Hansen, som iøvrigt er gift med cirkusdirektøren, og i Cirkus Krones program kan man læse, at netop Allan i år har fået en pris for sine klovnerier. Han er blevet slået til ridder af Det Gyldne Fnis, og begrundelsen var, at han laver klovn på børnenes præmisser. I det hele taget er det lille Cirkus Krone, som i år har 20 års jubilæum, et rigtigt lille familiecirkus - Irene Thierrys bror, Richard og sønnerne Marc og Frank er også med i henholdsvis cirkusorkestret og som artist - udover de gæsteartister, som Jan Allan og Irene Thierry har hyret til denne sæson. En god tradition Cirkus Krone har nu været på besøg i Hobro i to dage, hvor de har givet to børneforestillinger samt en familieforestilling. Det er børnehaven Farvervænget, som sørger for, at det lille hyggelige cirkus kommer til Hobro. - Det er jo blevet til en rigtig god tradition, at de kommer her hvert år, og det er noget som både børn og voksne glæder sig meget til hver gang. Og børnene i børnhaven følger jo rigtig med i, hvad der foregår på cirkuspladsen, fortæller børnehaveleder, Sven Rasmussen. En der hed Jonas Mathias på 5 år var sammen med sin børnehave fra Døstrup også taget til cirkus, og på spørgsmålet om, hvad han syntes var det sjoveste, svarede den unge mand: - Der var en, der hed Jonas, men det bedste var klovnerne. Cirkus Krone er nu draget videre til Løgstør, hvor de også skal optræde for børn, og på lørdag eftermiddag kan man opleve dem på cirkusmuseet i Rold, hvor de giver den store familieforestilling. Irene Thierry er ud af en familie med stor cirkusinteresse, og tætte bånd til en anden cirkusfamilie - nemlig Miehe - og derfor går deres tur også videre til Ydby i Thy, hvor familien Miehe stammer fra, og der vil de naturligvis også optræde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst