Lille del af Zentropa-koncernen gået konkurs

København, tirsdag /ritzau/ TVropa, der er del af Peter Aalbæk Jensens og Lars von Triers succesrige Zentropa-koncern, er gået konkurs, skriver dagbladet Børsen tirsdag. Ledelsen i TVropa, der har tidligere B&O-direktør Anders Knutsen som bestyrelsesformand, indgav lillejuleaftensdag konkursbegæring for TVropa Holding, hvor Zentropa ejer 50 procent. Mandag kom turen så til TVropa.com, hvor langt de fleste af TVropas aktiviteter er blevet samlet hen over efteråret. TVropa har cirka 20 medarbejdere og en omsætning på cirka otte millioner kroner. Zentropa har ifølge Børsen ikke råd - og næppe heller lyst - til at indskyde de knap fire millioner kroner, som angiveligt ville være tilstrækkeligt til at føre TVropa videre. Peter Aalbæk Jensen kalder tv-selskabets konkurs "en almindelig bodega-konkurs": - Lige i øjeblikket er Zentropa-koncernen hårdt spændt for med nogle ret store satsninger. Så likviditetsmæssigt har vi ikke en bønne i kassen. Vi har to meget store film, som vi først får pengene hjem på til efteråret. Det er Lars von Triets "Dogville" og Lone Scherfigs "Wilbur begår selvmord". Så vi svømmer ikke i penge lige i øjeblikket, siger Aalbæk Jensen til Børsen. /ritzau/