Lokalpolitik

Lille interesse for byggegrund

Eventuel ny ejer kan udforme lokalplan

EGENSE:Ud af 14 henvendelser på salgsmaterialet til en byggegrund på 23.000 kvadratmeter i Egense, har kommunen fået to konkrete bud. Begge bud er fra nordjyske entreprenører. - De vil begge bygge nogle ferieboliger eller hytter af en slags med et materialevalg, der tager hensyn til området. Der er ikke den store forskel i ideerne, men mere udtryksformen, siger erhvervschef Kjeld Kærgaard Jensen. Han er ikke synderligt stolt over, at der er tabt et dusin mulige budgivere. - Det giver da stof til eftertanke. Som vi anførte i annoncen, er der ikke en færidg lokalplan for området og flere har måske tænkt, at så vil de ikke igennem bøvlet, siger Kjeld Kærgaard. Han mener dog, at det er den rette fremgangsmåde, kommunen har benyttet. - Vi behøver ikke nødvendigvis være de mest vidende på dette område, måske har nogen inden for branchen bedre ideer. Derfor satte vi salget i gang ud fra den betragtning, at en eventuel køber kunne være med til at udforme lokalplanen for området, påpeger erhvervschefen. Området er udlagt med mulighed for oprettelse af maksimalt 250 sengepladser. På tirsdag mødes økonomiudvalget med de to budgivere, der her får mulighed for at uddybe deres planer. Indtil er det en hemmelighed, hvor meget der er budt på grunden. Kommunen har mulighed for at forkaste begge tilbud.