Arbejdsmarked

Lille interesse for FOA-fusion

Medlemmerne venter på flere oplysninger om Vendsyssel-FOA

HJØRRING:Der var ikke den store interesse for én stor Vendsyssel afdeling af FOA blandt de medlemmer af fagforbundet, der mødte op, da afdelingen i Hjørring holdt generalforsamling. Kun 115 af de næsten 3000 medlemmer, der er i Hjørring, mødte op til generalforsamlingen, og heraf var der kun to, der havde kommentarer til en fusion. - Det var lidt mærkeligt, at der ikke var flere reaktioner. Det kan enten være fordi, medlemmerne synes, at vi i bestyrelsen skal bestemme det, eller også skyldes det, at der foreløbigt kun er meget lidt konkret på bordet, siger formanden for FOA Hjørring, Ina Jensen. Det drejer sig om en eventuel fusion mellem FOA Hjørring, FOA Frederikshavn, FOA Brønderslev og PMF Vendsyssel, der har kontor i Frederikshavn. 3. og 4. maj mødes bestyrelserne fra de berørte fagforeninger til en konference for i fællesskab at finde frem til et værdigrundlag for en eventuel ny fælles fagforening. - Jeg tror, at vi vil få mange flere kommentarer, når vi senere kommer ud og tale i mindre grupper på arbejdspladserne, forudser Ina Jensen. De kommentarer der kom på generalforsamlingen var et ønske om at bevare nærhedsprincippet i fagforeningen, så bestyrelsen fortsat kender arbejdspladserne og medlemmerne i foreningen. Den anden kommentar var en bekymring for en fusion midt under forberedelserne til strukturreformen. Ina Jensen siger, at det har været meningen, at en eventuel fusion skulle være klar til 1. januar 2006. - Men jeg tror ikke, det er realistisk at nå det. Måske fra 1. april, gætter hun. Ina Jensen siger, at hun kun har hørt positive erfaringer fra andre fagforeninger, der har fusioneret.