Lille kvinde med stor stemme

FJERRITSLEV:Hun er 1,56 m høj og syner ikke af meget på en scene, Ester Brohus. Men stemmen fejler ikke noget, og hun har siden sin debut i 1992 markeret sig som en af de stærkeste og mest originale countrysanegere herhjemme. Nu får et musikinteresseret nordjysk publikum lejlighed til at opleve den lille, store sangerinde, der kommer til Fjerritslev fredag 17. september. MusikCompagniet har arrangeret koncert med hende på Fjerritslev Gymnasium som led i hendes danmarksturne til 30 spillesteder, og her kan man især opleve sange fra hendes nyeste cd, When times comes. Med sig har hun et band, bestående af den trofaste musikalske partner Morten Maltesen på bas, Janus Bechman på guitar, Per Kolding på trommer og datteren Sabrina som korpige. Selvom Ester Brohus slog igennem som countrysanger, har hun siden udviklet sin helt egen stil, som både rummer country, western, gospel og andre genrer - hun tager det bedste fra dem alle og sætter det sammen på sin egen originale måde.