Lokalpolitik

"Lille Los Angeles" savner nyt torv

EFTERLYSNING Byplanlægning er ikke Støvrings stærkeste side, indrømmer formand for de handlende

STØVRING:Som storebror Los Angeles er tilflyttermekkaet Støvring by en langsrakt affære med en ganske fin infrastruktur i form af hurtig adgang til motorvej, men som den californiske storby mangler Støvring i den grad en bymidte, og sådan en er måske på vej. - Indrømmet. Byplanlægning har været en by i Rusland her i Støvring. Den er vokset ved knopskydning, sådan lidt hist og her, og nu satser vi omsider at få en central handelsplads i form af et torv, lød det lettere omskrevet lørdag under handelsfremstødet "Forår" fra formand for handelsstandforeningen, Evan Bisgaard. En lokalplan tillader allerede et centralt torv, opfordrer ligefrem til sådan et, og det skal ligge ved hjørnet af Jernbanegade og Hobrovej - på den nuværende parkeringsplads, der må lade livet. "Kræmmertorvet" er det allerede døbt. Torv eller ej tydede intet dog på sløvsind blandt kunder lørdag. Masser af barnevogne med forældre, måske huskøbere, som vognskubbere, et ytypisk syn sådan en dag i "bette Støvring", der forlængst har klippet navnestrengen til sin agrare fortid over, og nu huser flest med arbejde i nærliggende Aalborg. Tilflytter-virksomheder er dog heller ikke sådan at kimse af. Indkomst-kurvens himmelflugt hos gennemsnits-borgeren skaber fine betingelser for særlige ønsker - som udsøgt vin. Solgt af eksempelvis handelsstandforeningens formand. I Jernbanegade, der fortsat er lidt for sig selv, men ikke har glemt fællesinteresser med de øvrige forretningsdrivende i andre gader og stræder. - Forårs-fremstødet har uden tvivl været en succes. Det er helt vildt. Især for tøjbutikker, og den samlede omsætning er noget højere end under sidste års ditto at dømme efter de foreløbige meldinger, vurderede Evan Bisgaard en time efter lukketiden kl. 16. Handelsstandforeningen satser også fremover på et særligt fremstød mindst en gang om måneden.