Lille, nem og lækker

Aalborgs testkørere roser elbilen

Jørgen Overgaard, testkører: Jeg har det lidt skidt med at skulle af med den. Foto: Ulrik Schulz

Jørgen Overgaard, testkører: Jeg har det lidt skidt med at skulle af med den. Foto: Ulrik Schulz

"Den er kvik, let at manøvrere og parkere, man sidder højt og har godt udsyn." "Vi er faktisk blevet imponeret." "Så fik jeg også målt tophastigheden i bilen. Det lykkedes mig at få den op på 133 km/t på lige vej og med en forholdsvis tung medpassager. Det er da ok!!" Jo, elbilen får mange roser med på vejen fra de 10 testkørere, der 5. marts fik overdraget hver deres elbil i en tre måneders prøveperiode. - Den er støjsvag, har en god acceleration og automatgear. Det gør den rimelig komfortabel, synes testkører Jørgen Overgaard, Storvorde. Han kan også finde svage punkter. Skal kabinen varmes op, tærer det hårdt på batteriet. - Men normalt kan jeg køre på arbejde og hente børn tre gange uden at lade op. Det svarer til 60-70 kilometer, hvor jeg kører som i en helt almindelig bil. For Jørgen og Hanne Overgaard har elbilen fungeret som bil nummer to og det til ug. - Det er ganske få gange, vi har haft autostolene ude af elbilen, og det overrasker mig meget. Jeg havde forventet, at vi ville have meget mere behov for at køre i vores konventionelle bil. Kun en ting afholder familien Overgaard i at investere i en elbil: Prisen. - Omkring 276.000 kroner for en første generation af en rigtig elbil - det er for meget. Man kan få en anden bil, der dækker samme behov til omkring 110.000 kroner. Prisspringet er simpelthen for stort.