Lille overskud i skakklub

Sæby 9. september 2002 08:00

SÆBY: Formand Jens Riis udtrykte tilfredshed med tingenes tilstand i sin beretning på Sæby Skakklubs generalforsamling. Medlemstallet er stabilt, og regnskabet udviste et lille overskud. Det gør det muligt for klubben at køre med uændret kontingent. Trods det pæne medlemsstal har klubben besluttet kun at stille med et enkelt hold til hovedkredsens turnering i denne sæson. Flere spillere har således meddelt, at de ikke ønsker at være med. Klubturneringen ændres, således at der spilles alle mod alle i stedet for det hidtil benyttede Sæby-system. Hurtigskakturneringen "Sæby Open" afvikles i april og tilknyttes den nyetablerede nordjyske grand prix-turnering. Det skulle gerne betyde, at antallet af deltagere i hurtigskakturneringen stiger. På tegnebrættet er også en Junior Grand Prix-turnering 1. februar, og endelig arrangeres Nordjyske Bank EMT med start i marts samt en nyskabelse i form af hurtigskak på hyggeplan i samarbejde med Frederikshavn, Østervrå og Sindal skakklubber. Til bestyrelsen var der genvalg tik Jens Riis og Ole Christiansen, mens Brian Andersen blev nyvalgt. Der var endvidere genvalg til suppleanterne Niels Grøn og Jens C. Jensen samt til revisor Per Visti Andersen og revisorsuppletant Jørgen Bredal. kjær

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...