Lille pingvin med stor popularitet

Det gratis operativsystem Linux og brugen af Open Source Software breder sig hastigt

NORDJYLLAND:Computerverdenens autonome oprørsbevægelse har taget kampen op mod mastodonten Microsofts monopol. En lille sød pingvin gnaver sig ind på Bill Gates' kommercielle grådighed. Pingvinen hedder Tux og er maskot/logo for styresystemet Linux, der bygger på det såkaldte OSS, Open Source Software, med åben kildekode. Programmerne ligger frit tilgængeligt på internettet og kan installeres af hvem som helst. - Open Source vil sige, at alle har adgang til programmerne. Man kan kvit og frit ændre i dem. Den eneste betingelse er, at man deler sine ændringer og erfaringer med andre Linuxbrugere. Ændringerne skal retur til den oprindelige distributør, som så kan lægge dem ind i nye versioner, siger Gunner Poulsen, nordjysk Linux-pioner. Brugergrupper Gunner Poulsen er skolelærer og edb-ansvarlig på Lyngbjerggårdskolen i Godthåb. Her har eleverne i flere år kunnet vælge mellem Windows og Linux. Det anarkistiske åbenhed og udvekslingen af informationer over nettet er hemmeligheden bag Linux og systemets stigende popularitet over hele kloden. Linuxbrugere organiserer sig typisk i brugergrupper, hvor de videreudvikler systemet. Når Linux trods alle fortræffelighederne kun sidder i ganske få procent af verdens computere, skyldes det ikke mindst manglen på kapital til markedsføring. - Linux er bedre end sit rygte. I de første år skulle man være ret langhåret for at finde ud af det, men i dag er det lige så let som Windows. Det største problem er, at der ikke er nogen, der reklamerer for det. Vi har ikke en stor salgsorganisation i ryggen til at markedsføre systemet, siger Gunner Poulsen. Skoleprojekt Gunner Poulsen har sammen med lærerkollegerne Jesper Hegaard og Søren Ulrik, samt programmør Christian Hansen udarbejdet projekt GnuSkole, der har til formål at udbrede brugen af fri software i grundskolen. Bogen Linux i Skolen er en kogebog til skolernes systemansvarlige, ligesom der er debatfora om brugen af Linux. Her kan drøfte spørgsmål af teknisk karakter, udveksle erfaringer og inspiration. - Linux er et skoleeksempel på udvikling over nettet. Den totale åbenhed er det afgørende, og det fungerer, forklarer Søren Ulrik. - Opstår der et problem, sender du blot en mail til en nyhedsgruppe, og så går der sjældent mange minutter, før der ligger et svar og et løsningsforslag. Og så er det gratis. Websiden www.gnuskole.dk har de sidste to år haft flere end 100.000 hits, og for øjeblikket har siten i snit ca. 300 besøgende om dagen. - Vi behøver ikke at opfinde den dybe tallerken hver gang. I GnuSkole-projektet deler vi erfaringer med andre med support på nettet, chatrooms og maillisten. Og så ligger manualen online, fortæller Jesper Hegaard. Ulandenes chance - Set i et globalt perspektiv er det u-landenes chance, siger Christian Hansen, der har en idealistisk tilgang til Linux og lige nu er i gang med at stifte en forening for Linux-brugere i Frederikshavnområdet. Der er stiftende generalforsamling mandag den 8. september og forhåndsinteressen er stor.