Lille rideklub afvikler stort flot stævne

Måstrup Rideklub klarede på fornem vis ridestævne med over 150 starter

MÅSTRUP:- Vi er en rideklub, der forsøger at fokusere på de helt unge ryttere. De bliver nemlig ofte overset. Vi har en god stab af undervisere, der er vældig dygtige til at pleje de yngste. Desuden er vi en flok hygge-nygge-ryttere, der er blevet ældre, siger formanden for Måstrup Rideklub Lone Møller Christensen. Den daglige leder af klubbens faciliteter på Måstrup-vej Gitte Jensen var for 8 år siden en af initiativtagerne. - Vi var nogle stykker, der dengang modtog undervisning i Astrup Rideklub. Men det var temmelig besværligt. Vi fik så den ide selv at lave lidt undervisning her på stedet. Satte en seddel op på Mosbjerg Skole. Og vupti straks meldte 32 sig, fortæller hun. Med så stor en interesse måtte man lave en egentlig forening. -Året efter var her 62 ryttere, og i dag er vi ca. 100 ryttere i klubben. Lørdag holdt den lille men velorganiserede rideklub sit hidtil største ride-stævne med 143 startende i dressur og 43 startende i springkonkurrencerne. Klokken 8 begyndte dressurkonkurrencerne. 9-årige Mette Bak Jensen fra Mosbjerg var oppe halvsyv. På anlægget i Måstrup kvart over syv. Hun skulle for første gang deltage i et ridestævne. Går til undervisning i Måstrup Rideklub på andet år. - Jeg rider kun om sommeren, siger hun. Mette var lidt spændt på om klubbens sprælske lyse pony ”Charmeur” nu ville opføre sig pænt. - Vi fik 44 point og en 1. plads, fortæller hun stolt. Det er da fornemt at komme hjem med førstepræmie i sin allerførste start. Lillesøster afslører, at Mette også træner flittigt hjemme, hvor storebror må agere hest. Mette har travlt. Klokken 11 skal hun afsted på spejderlejr. Faktisk skulle hun også have spillet fodbold denne dag. Men kampen blev flyttet til mandag. På banerne afvikles konkurrencerne smidigt. I kontrolrummet har officials fint overblik. Da et par deltagere savnes, kan de på lang afstand spotte et par piger i fuldt firspring. - Der kommer de sidste vist løbende lyder det beroligende fra højttalerne.