Lille trofast skare på Sund By March

Kun 17 personer mødte op for at blive fordelt på tre forskellige ruter

SKAGEN:En ikke specielt stor, men til gengæld meget trofast skare af søndagsvandrere mødte søndag formiddag op til den 5. udgave af Sund By March, der indledte den nye sæson for Sund By Traverne og en lang række andre aktiviteter i Sund By Butikken i Skagen. Men de 17 deltagere, der fordelte sig på tre forskellige ruter, kunne i hvert fald ikke klage over vejret. Der var størst tilslutning til den lange rute på ni kilometer, hvor deltagerne blandt andet kom på strandtur og ud forbi Skagen Odde Naturcenter, mens de øvrige ruter blandt andet bragte deltagerne ud til Vippefyret og Den tilsandede Kirke. Sundhedskoordinator Edith Mørup sendte deltagerne af sted med en besked om, at dette her handlede om samvær og bevægelse for både krop og sind. - Eksperterne siger, at vi bare skal sørge for at røre os mindst en halv time hver dag for at opnå en rimelig styrke og helbred, og der er ingen tvivl om, at søndagsturene er med til at give både sundhed og godt humør. Jeg har i hvert fald aldrig set nogle, der var sure på disse ture, og turene er jo også en god mulighed for at møde nye mennesker, ligesom det også er en god mulighed for at opleve andre steder i naturen, end lige de steder, hvor man ellers kommer, sagde Edith Mørup. I søndags kunne man vælge mellem tre ture, men de kommende søndage vil der kun være en rute hver søndag formiddag. Det bliver til gengæld meget afvekslende ture med mulighed for at opleve mange forskellige områder i løbet af en sæson. Det er lokalkendte naturelskere, som skiftes til at gå i spidsen, og mange gange på disse ture har man hørt selv ivrige lokale naturvandrere udbryde: "Tænk, her har jeg da aldrig været før." For at gøre turene ekstra spændende vælges der nyt udgangspunkt for søndagsturene hver måned. I september er mødestedet Højen Station.