Lillebror: Stemningen var dårlig mellem brødre
55-åriges lillebror og venner afgav torsdag vidneforklaring i sagen om Ingstrup-drabet
Opdateret kl. 15:47
INGSTRUP: Torsdag fortsatte retssagen mod den 55-årige mand fra Ingstrup, som er tiltalt for at have dræbt sin to år ældre bror tilbage i november sidste år blandt andet ved at have stoppet kartofler i halsen på ham under et slagsmål.
Her indtog tiltalte og afdødes lillebror vidneskranken og beskrev forholdet mellem sine to brødre, som boede sammen i Ingstrup.
- I starten gik det fint mellem dem, men så eskalerede det. Stemningen var ofte dårlig, når de var sammen. Især når de fik noget at drikke - og så gik jeg min vej, sagde lillebroderen i retten, der fortalte, at han ofte besøgte sine brødre i Ingstrup, som han havde et godt forhold til.
Ligesom den 55-årige tiltalte tirsdag selv forklarede i retten, fortalte lillebroren, at det anspændte forhold mellem brødrene især begyndte, da den 55-årige mistede sit job kort før drabet. Det betød nemlig, at de to brødre ofte gik hjemme sammen, da afdøde var førtidspensionist.
- De gik jo op og ned ad hinanden hele tiden, og så gik det galt. Min storebror (den 55-årige red.) ville have han (57-årige afdøde red.) skulle flytte ud, men det ville min bror ikke, sagde lillebroderen i retten.
Bror blev modbydelig, når han drak
Fra vidneskranken beskrev lillebroderen den tiltalte som en stille og rolig mand, der var en god bror både over for ham og afdøde.
Derimod kunne han fortælle, at hans nu afdøde storebror til tider var truende, når han var beruset.
- Han blev modbydelig, når han drak. Hun kunne godt finde på at sige, at nu skulle jeg have nogle tæsk, men han havde det hele i munden. Han har aldrig gjort noget mod mig, forklarede lillebroren.
Truede med at slå bror ihjel
Derefter var den en af brødrenes venner gennem 30 års tur til at afgive forklaring i retten. Han forklarede ligeledes, at forholdet havde været fint mellem de to brødre, men at tingene vendte, da tiltalte bad sin bror om at flytte ud af huset.
- Han blev gal og ville ikke flytte, og så blev han nok også lidt provokerende efter det, fortalte vennen i retten.
Vennen var sammen med den nu afdøde 57-årige på drabsdagen 13. november sidste år, og i retten kom det frem, at afdøde under en køretur med andre venner i bilen flere gange skulle truet med at slå broren ihjel.
- Han sagde, han ville køre hjem og slå ham ihjel. Jeg vidste ikke, om han mente det, men jeg prøvede at tale ham til ro, for jeg synes, det var noget pjat at sige sådan, fortalte vennen i retten.
En anden ven af den nu afdøde bror, som også vidnede i retten, og som også var til stede i bilen på drabsdagen, husker dog ikke at have hørt den 57-årige true med at ville slå tiltalte ihjel.
Retssagen fortsætter i næste uge.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.