Lillebror tog mod præmien

Vinderen er på Bornholm, så lillebror måtte træde til

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Prisoverrækkelsen var en del af ferniseringen på kunstudstillingen ”Mozart Forever” på Nordjyllands Kunstmuseum.foto: per kolind

AALBORG:Vinderen af Mozart-stilekonkurrencen i forbindelse med Mozart-året, Gitte Winneche Rasmussen, fra 8. klasse på Filstedvejens skole, kunne ikke selv være til stede ved prisoverrækkelsen i forbindelse med kunst og musikarrangementet Mozart Forever på Nordjyllands Kunstmuseum onsdag aften - hun er på Bornholm med sin klasse. I stedet modtog hendes lillebror, Jacob, checken på 2500 kroner. Men det var Gittes stil, der vandt, skrevet på inspiration af Mozarts klaverkoncert nr. 21 i C-dur, populært kaldet ”Elvira Madigan” efter Bo Widerbergs film. Førstepræmien motiverede musikchef Palle Kjeldgaard fra Aalborg Symfoniorkester med disse ord fra dommerkomiteen: ”I et meget smukt, meget enkelt og forbløffende modent essay skildrer Gitte de meget personlige tanker og følelser, som fødes af musikken ved nattetide, hvor ”kun stjernerne lyser himlen op”. Først er det uskylden, glæden, sorgløsheden; senere også sorgen over at miste, bekymringerne, der opstår, drømmene, der alt for hurtigt forsvinder. Men musikken består, skønt livet er smertefuldt og forgængeligt, og fører atter Gitte ind i minderne, hvor tiden ophæves, og til sin smukke, gamle barnedrøm: ”det store slot på skyen”. Så enkelt kan det siges med ord af stor skønhed – om det store, overvældende og sammensatte liv – til Mozarts enkle musik! Eller med Gittes forundrede spørgsmål: ”Hvordan kan noget så simpelt være så smukt?”. Selve vinderstilen kan læses her ved siden af. De øvrige præmier gik til Frederik K. Pedersen fra 7. d i Vodskov Skole (ekstrapræmie) for et lille digt, Marie Kjær fra 7. B på Ferslev Skole (3.præmie for et stykke stemningsprosa) og Lærke Hougaard Baggesen fra 7. a i Vodskov Skole, 2.præmie for et digt.