Lilleprinsessei knibe

Faunen er ved at overbevise Ofelia (Ivana Baquero) om, at hun er den forsvundne prinsesse, der blot skal løse tre opgaver for at blive genforenet med sin rigtig mor og far.
Vold 9. marts 2007 05:00

FILM ”Pans labyrint” # # # # ¤ ¤ En barsk, bevægende og poetisk film, hvor virkelighed og fantasi hele tiden leger tagfat. Fyldt med feer og fascistvold ligner den alt andet end den amerikanske mainstreamvare, vi bliver tæppebombarderet med herhjemme. Vi er i Spanien i 1944 på en afsides beliggende militærforlægning, hvor kaptajn Vidal (Sergi Lopez) er sat til at nedkæmpe den sidste modstand mod Franco-styret, efter at republikanerne har tabt borgerkrigen. Han venter barn med den kønne Carmen (Ariadna Gil), der har en ung datter Ofelia (Ivana Baquero) fra et tidligere ægteskab. Ofelia er et boglæsende, følsomt barn, som værger sig for at kalde sin nye far netop det. For kaptajnen er en voldelig og hensynsløs mand, der uden at betænke sig slår alt og alle ned for fode, hvis de kommer i vejen for ham og det fascistiske styre, hvis ideologi han bekender sig til i ét og alt. I ord såvel som handling. Det er derfor fuldt forståeligt, at Ofelia flygter ind i eventyrets drømmeverden, møder feer og snart får at vide, at hun i virkeligheden er en forsvunden prinsesse. Som blot skal løse tre opgaver for atter at kunne blive genforenet med sin rigtige far og mor og hertil får udleveret ”Korsvejenes Bog”. Og oveni for altid vil være udødelig. Sådan veksler filmen hele tiden mellem borgerkrigens barske realisme og barnets fantasiverden. Den sidste komplet med frygtindgydende monstre, der er næsten lige så skræmmende, som den virkelighed og den stedfar Ofelia forsøger at flygte fra, mens hun prøver at redde sin mor og den lille nye. Historien er fortalt i mørke, men også farvemættede billeder, hvor du hele tiden fornemmer, at der lurer nye farer og overraskelser bag hver skygge og krog. Det skaber en fortættet stemning af angst og usikkerhed og såmænd også sjælden lykke og ubekymrethed. Det er en film, som både handler om barnets uskyld og troskyldige tillid til omverden og om en bestemt historisk periode - Spanien lige efter borgerkrigens afslutning. På den måde tager filmen fat på den fascistiske ideologi - overmennesket kontra barnet, det onde kontra det gode. For et barn møder alle med tillid og tro på det bedste i én. Alle er set med barnets øjne lige og fri. Mens det fascistiske overmenneske møder omverden med mistro, og dybt i sit inderste er overbevist om, at vi alle-sammen umuligt kan være lige og frie. Sergio Lopez er god som den følelseskolde kaptajn, og Ivana Baquero både indlevende og naturlig som den lille prinsesse, der ved en fejltagelse er havnet i menneskenes verden. Lige som Maribel Verdú som husholdersken Mercedes gør det glimrende som knivbærende furie, der for alvor træder i karakter, da hun skal forsvare både barn og drømmen om et bedre samfund. Det skal selvfølgelig gå galt og gør det på en sær drømmeagtig, uvirkelige måde, hvor barnets fantasiverden hele tiden smelter sammen med den virkelige verden. Fyldt med symboler og indirekte henvisninger, der hele tiden peger fremad og antyder, hvad der skal ske længere fremme. Det er en film, som får én til at tænke sig om. Fascismen går hånd i hånd med følelseskulde og blodig vold, og skønt den måske ikke altid er lige vellykket i sine symbolladede skift mellem realisme og fantasiverden, er det bestemt en film, du ikke lige glemmer med det første. Overraskende, tankevækkende og ganske anderledes i sit billedsprog fortæller den en grum historie om umenneskelighedens inderste væsen. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk @Brød.9.kurs-u-indryk: { ”Pans labyrint” Org. titel: ”El Laberinto del Fauno” Mexico/Spanien/USA, 2006. Instr.: Guillermo del Toro. En time, 59 min. Till. f. 15 år. Danmarkspremiere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...