Limegrønt er lig med René fra tv

Den fotogene håndværker er inspireret perfektionist

HJØRRING:- René Mørk Simonsen? - Nåh, ja, ham, den unge maler fra tv, som ligner Erik Peitersen ... Ligheden med handymanden fra Mols ender ved det blonde og hårlængden. Hvor Erik Peitersen godt kan leve med kreativ systematik i omgivelserne, er René ved at gå ud af sit gode skind, hvis tingene ikke ligger i pinlig orden - hans orden, vel at mærke. - Uha, jeg bryder mig ikke om at tænke på, hvad en psykolog kunne få ud af det, ler René, som for en kort bemærkning er på familiebesøg i sin fødeby, Hjørring. Kan altså godt Han er mindst lige så pertentlig, når det kommer til den daglige arbejdsplads, som ikke er et malerværksted, men derimod et kontor. Siden 1998 har René stået for den administrative side af arbejdet i et københavnsk malerfirma. Derfor er rollen som "rigtig" håndværker ikke den, han dagligt befinder sig i. - Jeg tror, mine kolleger morer sig ganske meget over at se, at jeg kan altså godt, siger han om sin medvirken i DR1-programmet "SOS - jeg har gjort det selv." Det var lidt af et tilfælde, at René blev tv-maler. Oprindeligt havde holdet bestemt sig for og udvalgt en kvindelig maler, som - trods stor, faglig dygtighed - ikke kunne abstrahere fra de nærgående kameraer. René blev ringet op, udvalgt, prøvefilmet - og fik jobbet. I mangel af en pige René Mørk Sørensen lægger ikke skjul på sin begejstring for design og mode, og det fører også til drillerier fra de øvrige deltagere. - Men jeg håber ikke, at jeg blev valgt som alternativ, når de nu ikke kunne få en pige til programmet, siger han og ler. Interessen for design har blandt andet udmøntet sig i en diplomuddannelse i totalindretning. Endnu en diplomuddannelse i beregning og økonomi har han god brug for i sit daglige arbejde i Malermestergruppen. Han indrømmer, der er fuldt op at gøre, når han både skal passe sit "normale" arbejde samtidig med tv-arbejdet, som lægger beslag på hans tid fra tirsdag eftermiddag til torsdag aften. Men nu falder der lidt ro på, for i morgen onsdag begynder optagelserne til sidste omgang af SOS - i hvert fald for denne gang. Dette afsnit bliver bragt kl 20.30 tirsdag i næste uge på DR1. Inspiration på stedet René er vild med muligheden for at"tale sig ind til" de projekter, han udfører på skærmen. - Jeg bruger en del tid på at indsnuse atmosfæren og blive inspireret på selve stedet, når jeg er ude på tv-opgave, siger han. At han ikke er bange for farver, ved alle, som har set boligprogrammet. For mange er René ligefrem blevet ensbetydende med limegrønt, og det er han helt på det rene med. - Jeg har mødt en del skepsis, inden jeg gik i gang med mine planer, men jeg har ikke fået kritik for resultatet efterfølgende. Derimod ringer der mange og vil have farvenumre eller høre om motiverne for mine beslutninger, fortæller han. Tv - ja tak René ville ikke have noget imod at lave endnu mere tv, for han har intet imod at være "på". - Konceptet i SOS er lidt ændret, så der er blevet mere proces-tv end før. Tidligere var der tre valgmuligheder til næste uge - nu er der to. Til gengæld ser man mere, hvad der bliver lavet undervejs, forklarer han. Og det har han intet imod. For han er ligeglad med at blive kigget over skulderen, hvad enten, det er af et par øjne eller en kameralinse.