Lokalpolitik

Limfjords-forbindelse skiller vandene

AALBORG:Magistraten i Aalborg er delt i spørgsmålet om placeringen af en 3. Limfjordsforbindelse. Det står klart efter gårsdagens magistratsmøde. Her anbefalede Mariann Nørgaard (V), Nils Bell (V), Birgit Ekstrøm (S) og Anni Kjeldgaard (K) en vestlig forbindelse, mens borgmester Henning G. Jensen (S), Thomas Kastrup-Larsen (S) og Henrik Thomsen (SF) på længere sigt prioriterer en østløsning i form af en paralleltunnel. De tre sidstnævnte foreslår, at der i første omgang bl.a. tages initiativer til fremme af hele indholdet i den såkaldte nulplusløsning, det vil sige forbedrede tilkørselsforhold til den nuværende Limfjordstunnel, ligesom ombygningen af Mariendals Mølle-indføringen skal fremmes og de øvrige arealreservationer aflyses. - Når de ting er lavet, og hvis der stadig er et behov, så skal man lave en paralleltunnel, siger Henning G. Jensen. Partierne er ikke bare uenige med hinanden men også internt. - I min gruppe er der uenighed indbyrdes, siger Henning G. Jensen, der peger på, at det heller ikke er sikkert, at stemningen er den samme i byrådet som i sammenlægningsudvalget. 1. sektion side 6