Lokalpolitik

Limfjords-messen kryber i skjul

Arrangører næsten tavse om fremstød for Nibes fremtid den kommende weekend

NIBE:Det kniber tilsyneladende en smule med markedsføringen af weekendens stort opslåede Limfjordmesse i Nibe Hallerne. Kommunen vidste tirsdag næsten ingenting, det gjorde Erhvervs- og Turistcenter Nibe heller ikke, men en bager i Nibe by har i det mindste et eksemplar af det foreløbige program hængende lige ved siden af morgenbollerne. Det handler ikke om krig i Irak, hvor oplysningerne fra parterne er censurerede "i sagens tjeneste", men om en messe i Nibe, der er genopstået efter mange års dvale. Det fremgår dog af en kort meddelelse fra Nibe Håndboldklub og Nibe Boldklub, at arrangørerne har solgt 40 stande. Det er i såfald det højeste antal nogensinde, og Limfjordsmessen lørdag og søndag er tilsyneladende helt udsolgt. Økonomien bag erhvervsmessen skulle derfor være sikret med udsigt til at bidrage med et formentlig pænt overskud til de to arrangører, der har omkring 70 frivillige på banen. Andre står dog på spring for at fortælle om Limfjordsmessen. Som formand for børne- og kulturudvalget, Jack Jensen (V), der for nylig blev valgt som ny formand for Venstre i Nibe kommune. Han håber på, at Folketingets nyvalgte formand Chr. Mejdahl møder op på Venstres stand, men Mejdahl er en travl herre, og det er endnu usikkert om, og hvornår, folketingets formand kommer. Venstre garanterer dog mindst fire repræsentanter på standen ad gangen, mindst en fra byrådsgruppen og tre fra baglandet. - Vi er på mærkerne, garanterer Jack Jensen, der nu har ansvaret for ekstra 20 millioner skattekroner og lidt til efter at have overtaget en række opgaver fra socialudvalget. - Underligt, at arrangørerne ikke fatter, at Limfjordsmessen er for et større publikum, konstaterer han. Borgmester Jens Østergaard Madsen åbner messen lørdag, og det forlyder, at arrangørerne har guf til messegæsterne to gange lørdag og to gange søndag i form af en stor modeopvisning med tøj fra lokale butikker og modeller med hang til catwalk - der bliver udtrukket massevis af gaver på indgangsbilletterne, og søndag sågar en hovedpræmie med værdi af et ophold på kro og et par tusinde kroner. Oplysningerne er dog ikke bekræftet. En af de lokale blomsterbutikker - Viola - indleder finalen søndag med en demonstration af blomsterdekorationer, der bliver udloddet som gevinster til publikum, og i dag er sidste frist for medlemmer af byrådet for tilmelding. Sidste nyt: Limfjordsmessen har tilsyneladende indskrænket åbningstiden med en time hen mod aften og holder åbent lørdag 13-17, søndag 11-17. - Jeg er ked af, at informationer mangler, der er ingen uvilje, men vi er nok lidt for sent ude, lød det kort før redaktionens slutning fra Limfjordsmessens koordinator gennem adkillige år, Bruno Jensen.