Limfjordsforbindelse giver livskvalitet

Socialforhold 1. juni 2007 06:00

TRAFIK: Trafikplagerne i Skalborg er kun forsmagen på, hvad vi i løbet af få år vil se endnu flere steder i Aalborg. Det er den virkelighed, der får Vejdirektoratet m.fl. til at udpege en tredje Limfjordsforbindelse som et af de mest påtrængende behov for statslige investeringer i nye trafikanlæg. En ny tredje Limfjordsforbindelse er afgørende for Aalborgs og Nordjyllands fremtidige udvikling og beskæftigelse. Uden en opdateret infrastruktur får vi heller ikke udnyttet vores vækstpotentiale. Så vil vi halse efter det øvrige land. Men Limfjordsforbindelsen handler også om livskvalitet. Uden effektiv infrastruktur får vi længere bilkøer, større trafikpropper og mere spild af den kostbare tid, vi har til familie og fritid. Derfor er der i højeste grad brug for, at Aalborg Byråd - som teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard (V) lægger op til - træffer hurtige beslutninger om BÅDE linjeføringen af en tredje Limfjordsforbindelse og lokale trafikinvesteringer som Mariendal Mølle Projektet og etableringen af Egnsplanvej. Hele Aalborg skal glæde sig over, at byen med Vejdirektoratet i ryggen for alvor er i fokus, når partierne bag Folketingets trafikforlig (Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale) i efteråret skal fordele nye milliarder til statslige investeringer i ny infrastruktur. Det øger mulighederne for, at vi i god tid får løst en god portion af fremtidens trafikgener i Aalborg. Men forudsætningen for, at Aalborg og Nordjylland kommer i betragtning til denne statslige milliardindsprøjtning i vores fremtidige trafikanlæg er, at vi står sammen. Vi skal stå sammen om at anbefale en perspektivrig linjeføring til en ny Limfjordsforbindelse. Aalborg Byråd skal træffe en bindende beslutning. Endnu flere skal tænke på fremtiden. Endnu flere skal bakke op om teknik- og miljørådmand Mariann Nørgaard. Og det skal ske hurtigt. Der er ikke tid til fortsat venten i denne mere end 30 år lange diskussion, hvis Aalborg skal have, hvad vi får brug for, når vi skal være en spændende og attraktiv by. En ny Limfjordsforbindelse giver livskvalitet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...