Limfjordsmarkedet godt besøgt - trods vinden
Én gav syv perler
Opdateret kl. 16:44
DOVERODDE: Trods det, at læ næsten ikke var finde udendørs onsdag ved Doverodde Købmandsgård, og alt ikke fuldstændig nagelfast blev rusket godt af vinden, var der et pænt rykind af besøgende til årets limfjordsmarked hos Nordvest Safari. I den gamle købmandsbutik var tre hele tiden i gang med at ekspedere, bl.a. varm kaffe og ispinde.
Og de navnkundige fiskefrikadeller efter lokal opskrift var hurtigt udsolgt, ligesom der var gang i handelen indendørs både i Pakhuset, Limfjordstuen og hovedbygningens ene indgang.
I boderne kunne man bl.a. erhverve træting, pynteting i glas, smykker, tøj og uldvarer, kosmetik.
Hver time blev der åbnet en perlemusling i hovedbygningens smykkebod.
Ved avisens besøg var der kun en enkelt perle i muslingen, men en time tidligere havde der været hele syv, forlød det fra udstilleren Jan Rysgaard fra JR Silver, Hvidbjerg Thyholm.
Nede på badebroen konstaterede Knud Erik Nielsen:
- Der er liv i fjorden. Meget mere liv, end der var, dengang jeg var barn. Fjorden er også meget mere ren. Dengang forurenede vi bare meget mere.
Den 63-årige fra Silkeborg voksede op i købmandsgården, hvor hans far havde forpagtet kolonialforretningen.
Nu er han krible-krable-frivillig, og det benyttede familien Gnystrøm sig af. Hanne Gnystrøm, Helligsø, var taget til limfjordsmarked med sine tre børnebørn, otteårige Camilla Gnystrøm Christensen fra Sennels samt femårige Mikkel og 10-årige Mathias Gnystrøm Simonsen fra Herning:
- Hvordan flytter jeg en krabbe, lød det fra den ene af drengene.
- Jo, et godt sted at begynde, er her på skjoldet, forklarede Knud Erik Nielsen, og så tage rundt om den i bagenden. Så kan den ikke bide dig i fingeren.
Så, jo, det kribler og krabler i fjorden. Sværere er det, måtte Knud Erik Nielsen medgive, at få fiskene til at bide på. Men de er der også i fjorden helt inde ved land.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.