Hirtshals

Limtræ Lilleheden kører på fuld kraft

} GENOPBYGNING: Det gik stærkt med at genetablere den betydelige del af produktionshallen på limtræsfabrikken Lilleheden A/S, der natten til 30 juni i fjor blev hærget af en voldsom brand. -Som jeg spåede, da vi havde rejsegilde, ville vi være oppe på fulde omdrejninger, når vi kom ind i det nye år. Og siden 3. januar har det nye anlæg kørt på fuld kraft, siger salgschef Christian Espensen. Han er fuld af lovord over, hvordan det nye anlæg fungerer og glæder sig over, at det lykkedes at opfylde målet om igen at være i fuld sving ved årsskiftet. -Vi havde forøvrigt et velbesøgt åbent hus-arrangement fredag 21. januar, hvor vore medarbejdere, deres famile og alle i Hirtshals med interesse deri var indbudt til at se anlægget arbejde, fortæller han. Der er naturligvis småting som skal justeres ved det nye anlæg, ligesom der er områder på den øvrige del af fabrikken, der trænger til lidt ekstra opmærksomhed. -Vi har måske ikke givet den øvrige del af virksomheden helt den opmærksomhed den fortjener, mens vi har bygget op, siger salgschefen.