Lind på Grenen

Den selvlærte maler skabte Grenen Kunstmuseum for 30 år siden og fik aldrig opfyldt drømmen om at blive operasanger, men har hele livet levet af kunst, journalistik og sang

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Vi har aldrig nydt den påskønnelse, vi fortjener. Skønt vi både har Danelund, Arne L. Hansen og Niels Helledie - moderne Skagenskunsner hængende, siger Axel Lind. Foto: Kim Dahl Hansen

Det er altid spændende at blive budt indenfor i et andet menneskes liv. I dette tilfælde en mand, som runder de 100 år onsdag 1. august. Navnet er Lind. Axel Lind. Selvlært maler, freelance journalist og besjælet amatøroperasanger, hvis sangstudier i Italien aldrig blev fuldført på grund af pengemangel og vinterkrigen i Finland i 1939, hvor Lind deltog som ambulancefører ved den danske kommando. Men alt det aner jeg intet om, da jeg ankommer til Grenen Kunstmuseum og efter at være gået op ad den lidt bratte stigning til den hvide betonbygning står i billetreceptionen. Her sidder han og venter. Den snart 100 årige. I kørestol. Med hvidt marehalmstrittende hår, halvlang malerkittel og herunder frottéjoggingbukser og hvide træsko. Og lige ved hånden en bordeauxrød blød kunstnerfilthat med malerklatter. - Det er så dig, der er journalisten... Stearinlys og rødvin Og jeg modtager et varmt håndtryk, mens Linds trofaste museumsmedarbejder og støtte Kirsten Larsen straks går i gang med at gøre klar til interviewet i malerens private mindestue. Der skal slæbes stole og tændes stearinlys i en femfingret stage og vil jeg ikke også have et glas rødvin sammen med Axel? Jo tak da. Et enkelt. Det tager et kvarters tid inden stole, og Axel er på plads. Og imens kigger jeg mig om. En hel afdeling er helliget Linds egne havmalerier, farverige og bølgeskummende billeder, uden mennesker eller skibe, blot masser af hav, sat i stærke, nærmest overjordiske og uvirkelige farver. Her er bløde lædersofaer og her lugter lidt indelukket, sommerhusfugtigt, mens den bagvedliggende underlægningsmusik yderligere udvander Elton Johns ”Maria, I love you so”. Et stort maleri hedder ”Uvejrsnat, Nordsøen” (1968) og nedenunder oplyser et lille hvidt skilt, at det ikke kan købes, men at det fås som reproduktion, der signeres af kunstneren, når denne er til stede. Og det er han hver eneste dag, forstår jeg på Kirsten Larsen, siden Lind for fire år siden flyttede fast til Skagen, hvor han nu har adresse på Skovbrynet. Blunder under hatten - Lind sidder her fra kl. 11 til 16 hver dag. Vi har jo åbent alle dage i sæsonen fra maj til midten af september. Ja, indimellem tager han en lur og trækker hatten ned over øjnene, men jeg behøver bare at røre hans arm, så er han der. Vågen og parat til at fortælle om sit museum eller synge opera på italiensk, som han gjorde da en busfuld italienere kiggede ind. Så er vi på plads i Linds private. Over et smukt gammelt træbord hænger et portræt af Lind og væggene er nærmest tapetseret med fotos fra et langt begivenhedsrigt liv. Grever, ambassadører og arveprinsesse Caroline Mathilde og selveste Sovjetunionens tidligere præsident Michael Gorbatjov har været her, og der er et sort-hvids fotografi af Lind sammen med sit livs Eva. Fru Lind som døde i 1993. 66 år gammel for 14 år siden. Efter at have hilst på hinanden i rødvin, går vi i gang. Det går ikke godt. Lind er forsynet med høretelefoner, og Kirsten oversætter mine spørgsmål ved at tale direkte ind i lytteapparatets hylende forstærker. Måske er mine spørgsmål for lange. I alle tilfælde er Lind længe om at formulere og besvare dem, men får han først fat i en ende fortæller han gerne detaljerede anekdoter. Som desværre ikke altid har noget at gøre med mine spørgsmål, og han leder også længe og omstændigt efter de rigtige formuleringer. Så det tager tid. Efter en halv time får jeg Kirsten til at stille helt korte og enkle spørgsmål. Så går det bedre. Lind er født i København i 1907, mor var en køn jysk pige, Jørgine Lindvig fra Ølgod, mens faderen var ukendt. Han forlod Linds mor, inden Axel blev født. Tæv for at tegne Senere mødte Jørgine margarinefirmaet Oma’s mørke mekaniker og smed Christian Sørensen. De stiftede familie, og stedfaderen fik snart arbejde som knivsmed i Raadvad nær Dyrehavsbakken, og de to fik sammen yderligere fire børn, og det var her, at Axel som fire-årige første begyndte at tegne. Og fik røvfuld for det. - Jeg havde fundet min fars, smedens skrivekridt, var kravlet ind i klædeskabet og havde brækket dem i stykker og så gjorde jeg min første tavle. Jeg havde forsøgt at male nogle træer. Dengang var det ikke strafbart at slå små børn i enden, men midt under afstraffelsen tager min far mig op på skødet og græder: - Hvem har lavet de træer? - Snøft, snøft. Det har jeg! - Så råber han. Mor, nu deler vi mine oliekridt. Axel får halvdelen, men han må ikke sløse med dem og ingen andre må bruge dem. Det var mit første møde med kunsten og så var jeg i gang! Landsbyskolens lærere hørte senere om kridtmaleriet, og de samlede oliefarver til Axel, der stadig har sit første billede af en bøgeskov hængende derhjemme. Malet med to farver - zinkhvidt og bensort. Samtidigt blev den unge Lind gode venner med Dyrehavsmaleren Martin Rasmussen, som var kordegn ved Taarbæk Kirke. Axel havde en køn stemme og mod at synge i kirken til søndagsandagten lærte Rasmussen knivsmedens søn at sætte farver sammen. Røverne i Vestre Efter endt skolegang blev Axel Lind kontorlærling hos Det Danske Landarbejderforbund, men efter et par år på handelsskole sluttede den kunst-, teater. og sanginteresserede elev her for at blive freelance-journalist, som blandt andet leverede artikler og reportager til både Politiken og Socialdemokraten. - Jeg fik lov til at interviewe et par tyske røvere i cellerne i Vestre Fængsel. De havde røvet en bank i Berlin ved at grave en tunnel under jorden. Et dristigt og modigt kup, som jeg solgte under overskriften ”Geni på gale hænder”. Syngeriet havde dog også stadig tag i Lind, og efter i 1938 at have aflagt prøven for koncertmester John Kye-Knudsen på Det Kongelige Teater, blev Lind bedt om at male et billede, der blev sat på lodder. - Og for de indkomne penge, var der netop råd til at jeg kunne komme til Italien og studere hos operasangeren Beniamino Gigli. Han krævede, at jeg lærte noder og gik til klaverundervisning, men det rakte legatet ikke til, og så gik Hitler ind i Polen og jeg blev udvist og ambulancefører i Finland. Lind har været gift fire gange - ja, fem, hvis du tæller hans første livs første store kærlighed, jødiske Judith, med, og undervejs i livet ernærede han sig som journalist, kunstner og sanger og levede bohemelivet. Undervejs steg priserne på hans malerier fra 10 øres niveau til hele fem kroner. Efter krigen flyttede han til Sverige og fik atelier i Göteborg i 1947. Han solgte ikke sine billeder gennem kunsthandler, men direkte eller ved at lave udstillinger rundt om i Skandinavien eller rejse rundt i campingvogn. I Göteborg mødte Lind også sin sidste kone, den unge smukke Eva, med hvem han blev gift i 1953. Ægteskabet varede næsten 40 år og med sig havde Eva to drenge Göran og Per, og i 1957 blev Johann født. Fra 1972 indrettede Lind sommeratelier og havde samtidig bolig i Rubjeg Knude Fyr, hvor den store maskinhal dannede rammen for kunstnere, operasangere og foredragsholdere. - Som journalist træffer du alverdens mennesker, og jeg har lært og forstået at dyrke mine bekendtskaber. Borgmester Poul Møller fra Skagen var ofte gæst i Rubjerg, og på et tidspunkt foreslog han Axel Lind at denne skulle købe det gamle forfaldne restaurationsbygning på Grenen. I 1976 købte havmaleren det tidligere badehotel for 1.1 mio. kr. og fik bygget museumsbygningen, der stod klar 31. juli 1977. Og som altså netop i år har 30 års jubilæum - dagen før kunstneren selv fylder 100 år 1. august. Men hvem skal overtage museet, når du ikke er mere? - Vi har vore venner, men de står også for tur og skal dø. De troskyldige babyblå gammelmandsøjne bliver lidt fugtige i krogene. Ingen af Linds sønner er interesseret eller evner at overtage dette ikke-statsstøttede en-mands museum, som det er svært at forestille sig uden skaberen selv. Så tiden må vise, hvad der skal ske med museet. Lind selv har på trods af naturfredningsbesværligheder og manglende påskønnelse fra officielt hold ikke tænkt sig at opgive sit museum, som også rummer nutidige Skagens-malere som Svend Danelund, Arne L. Hansen og Niels Helledie. Men han bliver siddende i reception, så længe kræfterne rækker. Somme tider sovende under kunstnerbøren. Men altid klar til at berette eller synge på italiensk efter et lille puf.