Brønderslev

Lindberg gør legtøj til forretning

Poul Lindberg trængte til at sadle om, så han smed sadlen henover en gyngehest.

BRØNDERSLEV:På Bredgade, lige inden rundkørslen, der hvor den gamle smedje engang lå, ligger der en ny virksomhed. Viser man børn hvad der gemmer sig inde bag virksomhedens hvidpudsede vægge, glemmer de det ikke foreløbigt. Direktør, lagermand og sælger er en og samme mand. Hans navn er Poul Lindberg. Han kan godt lide legetøj - dog ikke mere, end at han gerne vil af med det igen. Hammer Legetøj, som hans virksomhed hedder, er proppet med legetøj. Dukker, sandkassesager og en masse andre ting, kæmper om kundernes opmærksomhed, i den lidt over 100 kvadratmeter store virksomhed. Hammer Legetøj sælger primært til dagplejere og institutioner. Målgruppen er børn i alderen nul til seks år. - Men man kan godt komme ind fra gaden, som almindelig kunde og købe legetøj. Det er bare værd at bemærke, at jeg ikke har nogle generelle åbningstider. Er jeg i butikken, har jeg åbent, ellers ikke, fortæller Poul Lindberg. Sollyset pibler ind af vinduerne i de lyse lokaler, strejfer hylder med legetøj og lægger sig til rette hen ad gulvet i Hammer Legetøjs showroom. På hylderne i showroomet - der mest minder om en legetøjsbutik, ligger produkter Poul Lindberg har eneforhandling på. Blandt andet har han nogle fingerdukker fra Østrig, han selv er blevet sensommerforelsket i. - Jeg prøver på, at have legetøj, mine konkurrenter ikke har. Samtidig fører jeg dog også anerkendte mærker, som for eksempel Brio, forklarer han. Fra bank til leg Poul Lindberg er skomageren, der ikke blev ved sin læst. Efter mange år i bank og forsikringsverdenen, skulle piben have en anden lyd. Poul smagte på de forskellige muligheder og kom frem til, at tobakken skulle dufte af legetøj. - Jeg var inde at se på noget med brugskunst, men endte i legetøjsbranchen. Det gjorde jeg, fordi, jeg havde mulighed for at overtage en eksisterende virksomhed. Jeg rykkede ind i lokalerne her i februar måned og har haft travlt lige siden, oplyser Poul Lindberg. Da Poul Lindberg overtog Hammer Legetøj, var varelageret kørt næsten helt i bund. Han havde derfor fra starten af mulighed for at bestemme, hvad han ville have på sine hylder af legetøj. Han har det fint med at være sin egen herre og eneste ansatte. Dog går han og overvejer, om han skal hyre nogle ekstra hænder til at klare noget af salgsarbejdet. - Jeg går lidt og pusler med tanken om at ansætte nogle freelance-sælgere til at stå for salget på Sjælland. Det er svært at nå hele landet rundt, når man kun er en mand, forklarer Poul Lindberg. Indtil videre nøjes Poul Lindberg dog med at agere blæksprutte og udføre alle opgaverne selv.