Lindhardt filmer i New York

En stor drøm er gået i opfyldelse for danskeren

Thure Lindhardt indspiller et bøssedrama i New York lige nu.
Film 4. september 2011 23:59

Lige nu er skuespilleren Thure Lindhardt i New York, hvor han er med i Ira Sachs "Keep the Lights On". Lindhardt spiller sammen med Zachary Booth de to hovedroller. "Keep the Lights On" er et drama om to mænd i et årti-langt forhold i New York City. Filmen begynder i 1997, da dokumentaristen Erik Rothman (Thure Lindhardt) møder Paul Lucy (Zachary Booth), en advokat i forlagsbranchen. Efter det første intense møde udvikler forholdet mellem de to mænd sig, og de beslutter sig hurtigt for at flytte sammen. Men deres samliv kompliceres af, at de hver især fortsætter med deres private kampe, med deres egne tvangshandlinger og afhængigheder. Det er en film om sex, venskab, intimitet og - mest af alt - om kærlighed. - Det er en absurd stor oplevelse for en skuespiller at stå midt på 5th. Avenue, mens taxierne suser forbi, kameraerne ruller og instruktøren råber "Action". Det er en stor drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg er vokset op med New Yorker-film, "Taxi Driver", Woody Allen, "Tootsie," "Midnight Cowboy" og så videre, så New York er for mig indbegrebet af film. Byen er en fantastisk og mytisk medspiller på optagelserne, siger Thure Lindhardt. - Jeg spiller med vanvittigt dygtige amerikanske skuespillere, som tænker anderledes end mig med min europæiske baggrund, og samtidig er vi utrolig ens, når det gælder de dybe menneskelige behov, som filmen undersøger og udforsker. Instruktøren Ira Sachs, hvis egen historie danner grundlag for filmen, og som jeg portrætterer, er lyttende, begavet og konsekvent. Jeg er meget, meget glad for at være her, og jeg føler mig helt i mit rette element, fortæller Thure Lindhardt. Filmen får premiere næste år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...