Lindholm Høje

Anslået pris: Knap 200 millioner kroner. Et af Danmarks smukkeste fortidsminder fra yngre jernalder og vikingetid og en formidabel udsigt over Limfjorden. Sådan sælger Lindholm Høje Museet sig selv på sin hjemmeside. Men når der i bogstaveligste forstand skal sættes pris på bygninger og de flere hundrede stensætninger, må der tages andre faktorer i brug, mener museumsdirektør Lars Nørbach. Derfor tager hans bud udgangspunkt i, at bygningerne alene har en værdi af 50 millioner kroner. Dertil skal lægges en større sum for grund- og herlighedsværdi. - Men jeg er jo ikke ejendomsmægler, så det må blive et rent gæt, siger han og skyder på små 200 millioner kroner.