Lokalpolitik

Linds rygtebørs

DEBAT

Først harcelerede Jørgen Lind Thomsen over alle de penge, der var blevet brugt til at sende byrådet til USA for en del år siden. Men det var altså ikke tale om 31, men kun to personer (SÆH-udvalgsformand og borgmester) som var i Californien på en tæt komprimeret tre dages tur. Erfaringer og resultater kunne læses på kommunens hjemmeside. I søndags kastede Lind sig så over Darmstadt-turen, for han VIL åbenbart have mig ud at rejse! Nu havde jeg åbenbart forsøgt et attentat på kommunekassen ved i stedet at deltage i denne rejse. Men igen må jeg melde pas. Jeg sad med begge ben solidt plantet i den jyske sne, mens borgmester sammen med de to viceborgmestre (deriblandt hans eget partis gruppeformand Susanne Sander), og repræsentanter fra bl.a. undervisnings- og erhvervslivet blev beriget med indsigt i passivbyggerier. Og Darmstadt er jo en slags Mekka for slige sager. Hvor mange penge skal vi nu til at investere i den slags? spørger Lind så. Svaret må være: Vi skal tænke langt mere passivbyggeri ind i vores fremtidige planlægning. Ikke alene er der en stor miljømæssig gevinst (ja, undskyld Venstre!) - men der er også enorme økonomiske fordele. Så en gang imellem kan det betale sig at løfte blikket fra fortidens regnskabsarkivalier og skue ud i verden - og fremtiden!