Stofmisbrug

Line drømte om en overdosis

15-årige Line Johansens hverdag har været præget af mobning, stoffer og selvmordstanker. Nu er hun anbragt på No Name med Kim Benneweis som kontaktperson

Efter et større skænderi med sin stedfar løber den 10-årige pige ind på sit værelse, vikler telefonledningen rundt om halsen og strammer til. Hun vil ikke længere leve. - Til sidste gav jeg slip, for når man så skal, kan man bare ikke, siger Line Johansen, der i dag er 15 år gammel. Allerede dengang i 4. klasse havde Line Johansen, der oprindeligt er fra Hjørring, selvmordsproblemer. - Jeg blev mobbet i skolen, og når jeg så kom hjem fra skole, kørte min stedfar mig ned. Min rigtige far drak, og min mor og jeg skændtes hele tiden, fordi jeg aldrig fik lov til at være sammen med hende alene, siger Line, der i dag opholder sig på No Name ved Graverhusene i Østhimmerland, der er et opholdssted for socialt belastede unge mellem 14 og 18 år. Tog stoffer på deltid Line Johansen blev anbragt på No Name for to måneder siden. Det er længe siden, hun har haft et fast hjem. Inden for de seneste to år har Line boet hos tre forskellige plejefamilier og på institutionen Netværksstedet i Hjørring, fordi hun ikke kunne enes med sin mor og stedfar. Men hun stak konstant af fra stederne. - Så boede jeg hos mine venner, som var i et dårligt miljø med stoffer. For at få råd til mad og tøj, solgte jeg stoffer videre for mine venner, fortæller Line, der første gang tog stoffer som 13-årig. Line Johansen forklarer gerne, hvorfor hun begyndte på stoffer i en så tidlig alder. - Det var fordi, jeg havde det dårligt med mig selv, og så drømte jeg om at tage en overdosis, fordi det ikke ville gøre ondt at dø på den måde. Selvmordstankerne har præget Lines liv så længe, hun kan huske tilbage. Og gør det stadig. Men det er slut med stoffer i Lines liv. Da hun i påsken 2005 stak af fra sin tredje plejefamilie, blev hun efterlyst af politiet. Politet fandt hende hurtigt, og amtet besluttede derefter at sende hende til No Name. Her er det hverken lovligt at drikke eller tage stoffer. Bylivet er væk. De dårlige venner ude af syne. Selvmordstanken lever Hos No Name arbejder Line nu fra morgen til aften hver dag. Hun passer dyrene på stedet. - Det er hårdt, men hvis jeg ikke gør det, bliver der bare endnu mere ballade, siger Line, der også er blevet glad for at arbejde med smådyrene. - Gederne er bare så søde. De bliver lidt som kæledyr for mig. Hos No Name følger både psykologer og medarbejderne, hvordan Line udvikler sig. Ud over arbejde, mad og et sted at sove er en af de vigtigste rammer for Line, følelsen af omsorg. - Det går også bedre, siger hun, men selvmordstankerne sidder alligevel hele tiden og trykker. - Den sidste tur, jeg havde, var for to uger siden. Jeg følte mig bare så grim, ulækker og dum, siger Line, der ikke synes psykologerne på stedet har fået hende til at føle sig bedre tilpas. - Det går meget op og ned, siger hun. Kim Benneweis hjælper Forskellen i Lines liv på No Name og det liv, hun førte for to måneder siden, er, at hun på opholdsstedet har nogle at snakke med, når det sorte hul bliver for dybt. - Jeg kan gå til Kim, hvis jeg har brug for at snakke med en voksen. Det er jeg glad for. Det er Kim Benneweis, der er Lines kontaktperson. Hans vigtigste opgave er, at få Line til at blive glad for sig selv. - Jeg snakker med ham om mine problemer. Vi sætter os alene eller kører en tur, så jeg kan forklare, hvad der er galt, siger Line, der dagligt møder Kim Benneweis, fordi han også selv går og arbejder med dyrene. - Vi driller også meget hinanden. Min mor er helt vild med Kim, men han er ikke så samarbejdsvillig, griner Line, der synes det i starten var hårdt at bo et sted så langt væk fra "al ting". No Name ligger ved Graverhusene cirka ti kilometer nord for Hadsund. Det er langt væk fra det dunkende natteliv og muligheden for nærkontakt med andre unge mennesker. Ude midt i næsten ingenting. - Det var også lidt underligt at komme herud, for jeg gik jo med "normale"børn derhjemme. Her har de enten taget mange stoffer eller er dømt for vold, siger Line, der selv er instillet på at få det bedre med sig selv. Derfor skal hun minimum være hos No Name et år mere. - Jeg vil meget gerne have tanken om selvmord væk, men jeg ved bare ikke hvordan, reflekterer hun, da hun sidder i sengen på sit værelse på gården. Fremtiden er et virvar Opholdet på No Name har alligevel allerede fået Line ind på et bedre spor. Hun tager ikke længere stoffer, og hun har efterhånden fået et bedre forhold til sin mor, fordi stedfaren ikke længere bor hos hende. Men Line har ikke lyst til at bo derhjemme igen. - Jeg tænkte da lige:" Yes, nu har jeg min mor for mig selv", da jeg hørte, hun gik fra ham. Men det dur bare ikke, for nu er det for sent, siger Line, der er glad for, at mor og datter nu kan se en film og besøge hinanden uden at skændes, men hun føler, at moren aldrig var der, da hun var lille. -Så jeg kommer ikke til at bo hos min mor igen. Line har været igennem meget i løbet af sit kun 15 år lange liv. Hvordan fremtiden skal se ud, har hun også stadig svært ved selv at overskue. - Jeg har altid haft den tanke, at jeg ikke ville blive til noget. Jeg ville jo bare dø. Derfor er fremtiden et stort virvar for mig. Det er helt andre ting, Line tænker på, når hun går i stalden og passer gederne eller ligger under dynen på sit værelse. - Jeg har ofte tænkt over, hvorfor jeg ikke bare er normal?