Linet op til norsk ligakamp i Arena Nord

Kun DHF kan spænde ben for opgør mellem HK Halden og Larvik i Frederikshavn 13. september

Jens Ole Pedersen
Hanne Frandsen fra HK Halden vender måske tilbage til Arena Nord i september for at spille norsk ligakamp.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Frederikshavn 8. maj 2014 07:03

FREDERIKSHAVN: Arena Nord kan komme til at huse en historisk norsk ligakamp i kvindehåndbold lørdag 13. september mellem oprykkerne HK Halden og storklubben Larvik, og arenaens direktør, Per Malmberg, der også er initiativtager til kampen, håber på grønt lys fra Dansk Håndbold Forbund.

- Forbundet afgør vores ansøgning 26. maj, og hvis DHF siger ja, vil det være første gang, at der spilles en udenlandsk turneringskamp i en dansk hal, siger Per Malmberg, der understreger, at det hele skal ses som et initiativ til branding af håndbold i Vendsyssel.

Planen er, at også landsdelens bedste kvindehold, Vendsyssel Håndbold, samme dag spiller en kamp i 1. division, så der bliver meget at komme efter for håndboldelskere i Arena Nord.

- I Nordjylland har vi oplevet konkurser med både Frederikshavn Fox og Aalborg DH, så vi trænger til at se ligahåndbold i vores landsdel, og Arena Nord er som skabt til tophåndbold, siger Malmberg.

Han henviser også til, at DHF i øjeblikket arbejder med at få knækket kurven, så forbundet igen får medlemsfremgang.

- Med denne event i september vil vi forsøge både at hjælpe DHF med at få flere tilskuere i hallerne og at gøre håndbold attraktivt at spille for endnu flere, ligesom vi vil lave en fest ud af det med forhåbentlig rigtig mange norske håndboldfans i Frederikshavn.

Arena Nord skal betale de to klubbers ophold i Frederikshavn, men samtidig håber Per Malmberg, at det hele løber rundt takket være en fest i arenaen efter den norske håndboldkamp.

Larvik har vundet en stribe norske mesterskaber og vandt for to år siden Champions League, og med i truppen har de flere landsholdsspillere. HK Halden trænes af Morten Holmen, tidligere FfI og Fox, og i målet er Hanne Frandsen, der har kampe på bagen for FfI og Fox.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...