Lions Club Arden fejrede 100 års jubilæum

Lions Club Arden uddelte for nylig 75.000 kroner. Her ses de glade modtagere. Foto: Privat
3. april 2017 06:05

Der blev uddelt hele 75.000 kroner, da Lions Club Arden for nylig markerede at moderorganisationen; Lions International, i år fejrer 100 år jubilæum.

Dette skete ved en festlig receptionen i Arden Kulturhus, hvor klubbens præsident Kurt Gehrlein indledte med at fortælle om anledningen og lidt historie om Lions International.

Organisationen blev grundlagt af forretningsfolk i Chicago, der i deres fritid ville bruge deres erfaring, viden og praktisk håndelag til uselvisk humanitært arbejde. I dag er det verdens største frivillige hjælpeorganisation med 1,4 millioner medlemmer i 208 lande. I 1950 blev den første danske Lions klub grundlagt, og i 1974 kom turen til Arden. Klubben har i dag 23 medlemmer, der gennem forskellige aktiviteter i årets løb samler penge ind, som derefter uddeles til humanitære og sociale formål.

Det grundlæggende princip i Lions er fortsat at hver krone, der bliver indsamlet, ubeskåret kommer til at gøre gavn igen. Administrationen sørger medlemmerne selv for. Dette er enestående blandt hjælpeorganisationer, hvor der ellers normalt går penge til administration.

Lions International havde som mål i jubilæumsåret at hjælpe 100 mio. mennesker. Dette mål er for længst nået. I dette år er der specielt fokus på områderne miljø, sult, unge og syn.

Efter den korte beretning om Lions historie uddelte klubben forskellige beløb til de heldige foreninger i lokalområdet, der har behov for hjælp. Det var Arden datastue, Arden Dyrepark, Solgårdens Venner, Himmerlands humanitære forening, Børnehuset Rostrup, Frivuggestuen Kammas Børneunivers, Sommerfestudvalget under fællesrådet i Arden, Spejderne Arden Gruppe og FDF Vebbestrup.

Til at gøre eftermiddagen festlig fik Lions Arden hjælp af Marie Pripp, som akkompagnerede til fællessang, inden Elsebeth Schmidl (bratsch) og Lili Olesen (flygel) afsluttede dagen med at spille et stykke af Sergej Rachmaninov.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...