Store brønderslev marked

Lions Club Brunhilde har været særdeles aktiv

BRØNDERSLEV:Lions Club Brunhilde har skiftet bestyrelse. Ny præsident er teknisk assistent Tove Mørkholt, der afløser Sonja Laursen. Ny vicepræsident efter Tove Mørkholt er Birthe Galland, mens Hanne Fuglsang er sekretær og Berit Skovgaard kasserer. Klubmester er Kirsten Andersen. Elsebeth Schiønning er tailtwister. Sonja Laursen fortæller, at det forløbne år har været travlt for foreningen. I august i fjor blev holdt en jazzaften i Den Runde Pavillon, og det blev en stor succes. Arrangementet skulle have været gentaget i år, men måtte aflyses. Både i fjor og i år var Lions Club Brunhilde med på Store Brønderslev Marked. Her blev solgt syltede ting, ligesom klubben stod for salg af morgenbrød til kræmmerne. I forbindelse med Open By Christmas blev der solgt skrabelodder, og op til jul solgte Lions Club Brunhilde bogen "Barn af Vendsyssel". Et modeshow i marts på Landboskolen blev en stor succes med 125 deltagere. - Vi havde en meget stor opbakning af forretninger i Brønderslev, siger Sonja Laursen. På forårsmessen i Brønderslev Hallen havde Lions Club Brunhilde en tombola, og i Brønderslev by er der solgt tulipaner til kampen mod misbrug. Der er indsamlet udenlandske mønter i forbindelse med overgangen til Euro, og det tiltag har skæppet godt i kassen. Pengene, der er kommet ind, går til velgørende formål. Der er sendt penge til distriktet, der opfører et fritidshus for svage og handicappede i Vinderup Kommune. Der er også givet penge til Grønlandsfonden, bus på Plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev, et rehabiliteringscenter i Litauen, og Lions Club Brunhilde har adopteret et barn i Sri Lanka. Der er givet penge, så to lærere kan komme på kursus i "Nej til misbrug". Desuden er en række andre projekter støttet med penge. Sonja Laursen fortæller, at der er optaget fire ny medlemmer, så der nu er 27 medlemmer. Lions Club Brunhilde har kun eksisteret i tre år.