Skagen

Lions Club Skagen giver 25.000 kroner til hjælp i Sydøstasien

SKAGEN:Lions Club Skagen har netop besluttet at give 25.000 kroner til hjælp efter naturkatastrofen i Sydøstasien. Dermed er de nordjyske afdelinger af Lions Club Danmark nu oppe på et samlet bidrag på cirka 800.000 kroner, og ifølge pr-mand for Lions Club Skagen, Palle Steffensen, er der stadig afdelinger i Nordjylland, som er på vej til at sende bidrag. - Vi deler i løbet af året mange penge ud både lokalt og internationalt, og i den nuværende situation i Sydøstasien er vi ikke i tvivl om, at der er hårdt brug for pengene. Vi har afdelinger af Lions Club flere forskellige steder i katastrofeområdet, og det bliver disse klubber, der skal stå for at omsætte vores bistand til direkte hjælp i området. Dermed kan vi også være helt sikker på, at hver krone, som vi bidrager med, vil blive brugt på den rigtige måde. Administrationsomkostninger er et ukendt begreb for os i den forbindelse, fortæller Palle Steffensen. Lions Club Skagen har fået et pænt beløb ind via julelotteriet, men hvor stort overskuddet bliver, er ikke helt på plads endnu. De lokale løver kan i år fejre 40 års jubilæum i april, og også i den forbindelse er der udsigt til uddeling af gaver i større omfang. Palle Steffensen gætter på, at der til den tid vil være cirka 160.000 kroner til uddeling, og hovedparten af dette beløb vil formodentlig gå til lokale velgørende formål.

Forsiden