Lions-gave skal lindre smerter på sygehus

Hans Chr. Nielsen
Over­læ­ge Kir­sten Niel­sen med smer­te­pum­pen, som pa­tien­ten kan bære på sig og låne med hjem. FOTO: per ko­lind
Socialforhold 6. marts 2007 05:00

BROVST: Lions-damerne i Brovst - Lions Club Vor Frue Kilde - tjener penge ved at underholde og fornøje folk. Og bagefter bruger de pengene til velgørende formål. Brovst Sygehus er således netop blevet betænkt med en smertepumpe, som det har haft på ønskeseddelen i længere tid, men som der ikke har kunnet skaffes penge til på sygehusbudgettet. - Smertepumpen er en stor hjælp for patienter, der ikke længer kan tage tabletter for smerter. Pumpen kobles på et drop, som patienten har på huden, og så kan den lindrende væske gives i en jævn og passende dosis, forklarer overlæge Kirsten Nielsen, der glæder sig til at tage gaven i brug. Pumpen har også den fordel, at patienterne kan bære den på sig. Og de kan låne den med hjem. - Hvis der i stedet for brug af smertepumpe bliver givet en indsprøjtning hver fjerde time, vil patienten få en høj dosis, og det kan give bivirkninger i form af sløvhed, smerter og kvalme, tilføjer Kirsten Nielsen, der håber, at der på en eller anden måde bliver brug for pumpen på Brovst Sygehus i mange år. Hvis den nye sygehusstruktur arter sig sådan, at der ikke mere bliver brug for pumpen på sygehuset, har Kirsten Nielsen lovet at give den videre til relevante modtagere. Smertepumpen, der har kostet ca. 12.000 kr., blev overrakt af tre repræsentanter fra Lions-klubben: Kirsten Mogensen, der er formand for donationsudvalget, samt Hanne Schade og Inga Madsen. Næste arrangement i Lions Club Vor Frue Kilde bliver det årlige salg af tulipaner i april. Her er overskuddet øremærket til misbrugsbekæmpelse.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...