Lisbeth Salander ligner mig

Hun spiller den krævende hovedrolle i ”Mænd der hader kvinder” og kan sagtens genkende sig selv i den kompromisløse karakter

Roberto Zacharias
Noomi Rapace har dykket dybt ned i sig selv for at finde de stumper, der er stykket sammen til rollen som den farlige punk-hacker Lisbeth Salander i "Mænd der hader kvinder".Foto. Scanpix
Voldtægt 1. marts 2009 05:00

Noomi Rapace er spændt på at høre publikums dom. For den 29-årige svenske skuespiller er udmærket klar over, at der er meget store forventninger til hendes fortolkning af superhackeren Lisbeth Salander i filmversionen af ”Mænd der hader kvinder”. - Alle har jo deres eget billede af, hvordan hun ser ud, men det besluttede jeg mig tidligt for at glemme alt om. For ellers ville det bare stå i vejen, og det ville alligevel være en umulig opgave at tilfredsstille alle. Så jeg kunne bare fylde hendes karakterer med noget, som jeg selv kunne være og tro på, siger Noomi Rapace under et kort besøg i København forud for den længe ventede premiere. Som millioner af andre blev hun straks fanget af Stieg Larssons bestsellerroman om journalisten Mikael Blomkvist og hans benhårde partner med de mange tatoveringer og piercinger. Så der var ingen tvivl om svaret, da den danske filminstruktør Niels Arden Oplev tilbød hende den krævende rolle som den sortklædte drengepige med den fjendtlige indstilling til omverdenen. - I store og kommercielle film er det et særsyn, at karaktererne får lov til at være så komplicerede som Lisbeth Salander. Hun kæmper jo hele tiden for at håndtere mennesker og situationer og har et enormt kontrolbehov, som hele tiden sættes på prøve, og det fascinerede mig. For som skuespiller er det mest interessant at gå ind i mennesker, som har det svært og kæmper med livet, siger Noomi Rapace. Dykkede ned i sig selv Som altid dykkede den spinkle skuespiller med de mørke øjne dybt ned i sig selv for at finde fællestræk med sin figur. Og ret hurtigt fandt hun ud af, at den kompromisløse Lisbeth Salander på mange måder ligner hende. - Jeg er også ret usentimental og bliver hård, når jeg er usikker eller bange. Og så har jeg også det der overlevelsesinstinkt, der siger, at ingen andre klarer tingene for dig, og at det er meningsløst at have medlidenhed med sig selv. For verden fortsætter uanset hvad, så i stedet for at blive liggende på jorden, kan du lige så godt komme op og kæmpe. - Følelsen af ensomhed, og at man står uden for fællesskabet, kan jeg også sagtens genkende. Jeg har altid været kritisk over for de regler og magtstrukturer, der findes i samfundet - på samme måde som Lisbeth, der har et had mod stærke myndigheder som politi og retsvæsen, siger skuespilleren, der blev selvstændig i en tidlig alder og allerede flyttede hjemmefra som 15-årig. - Jeg kommer ikke fra en stor og rig familie, hvor man kunne hjælpe økonomisk, så jeg har selv skulle klare tingene. Og det er der også noget positivt ved. For man bliver stærk af at stå på egne ben. Brutale voldtægtsscener Forrige år spillede Noomi Rapace hovedrollen i den danske film ”Daisy Diamond”, hvor barske nøgenscener og vredesudbrud mod et spædbarn var en del af historien. Grænseoverskridende scener er der også flere af i ”Mænd der hader kvinder”, hvor den umyndiggjorte Lisbeth Salander blandt andet bliver brutalt voldtaget af advokaten Nils Bjurman, der udnytter sin position som værge. - I en sådan en situation er det ekstremt vigtigt, hvem den anden skuespiller er, fordi det handler meget om fortrolighed og tillid. Og jeg kunne vældig godt lide at arbejde sammen med Peter Andersson, som jeg har vældig stor respekt for. Vi har den samme indstilling til skuespil, og han måtte jo også være der med hele sit følelsesliv og finde monstret i sig selv for at kunne spille sådan en scene. - Det var da utrolig hårdt og skræmmende på mange måder, fordi det åbner op for nogle sider, som man ikke har kontrol over. Men samtidig føltes det befriende, fordi alting blev sat på spidsen, og vi gav alt, hvad vi kunne. Og jeg synes, at man skal gå ind i alle scener med et åbent sind og tvinge sig selv til at se bort fra sine komplekser over, hvordan man ser ud nøgen og sådan nogle ting. Det bliver man nødt til at pakke væk for at kunne blive fri i den situation, som man arbejder med, siger Noomi Rapace. Feministhelt Efter voldtægten opsøger Lisbeth Salander sin værge og ydmyger ham seksuelt for at få hævn. Og det har gjort hende til lidt af en heltinde, hvilket kvinden bag den specielle karakter ikke helt forstår. - Lisbeth Salander er jo heller ikke helt i ok i hovedet. Men der findes mange feminister i Sverige, som synes, at det er skønt. Og det er mærkeligt, synes jeg. For er det i orden, at hun skubber en stor dildo op i Bjurman og skader ham, fordi hun er kvinde og selv er blevet skadet? Det er en vigtig diskussion. Om man må bruge vold, når nogen har brugt vold mod dig, siger skuespilleren, der under optagelserne havde flere diskussioner med Niels Arden Oplev. Blandt andet om en scene, hvor Lisbeth Salander netop er vaklet hjem til sin lejlighed efter at være blevet voldtaget i flere timer. - Niels synes, at hun skulle sidde i bruseren med hovedet mellem benene. Men det ville jeg ikke være med til. For sådan ville en person som Lisbeth ikke reagere. Hun ville gå direkte hjem og kigge på sin skjulte videooptagelse, som hun skulle bruge som bevis til at rejse sig igen. Og det siger meget om hende som menneske. Derfor var voldtægtsscenen vigtig i filmen, selvom den egentlig er et sidespor. God støtte hjemmefra Noomi Rapace måtte igennem en hel uges optagelser, inden voldtægtsscenen med hende som offeret var i kassen. Og det sled på psyken at skulle blotte sig selv på den måde. - Selvfølgelig kan det ikke undgå at påvirke en, når man har fri. Men heldigvis er jeg gift med et menneske, som forstår og ved, hvordan sådan noget fungerer, fordi han selv er skuespiller. Så jeg kan komme hjem og være ret psyko, og så fatter han med det samme, hvad det handler om. Desuden har jeg en søn på fem år, der kræver mig og hurtigt kan få mig ned på jorden, hvilket også har hjulpet mig til at blive et helt menneske, der ikke bare går op i sine roller. Hun begyndte at transformere sig til Lisbeth Salander i september 2007, hvor hun tog motorcykelkørekort og gik i gang med at træne både thai- og kickboksning fire dage om ugen – et halvt år inden optagelserne startede. Derpå fulgte mere end et års arbejde med rollen, som tilfredsstillede hendes forkærlighed for at skildre samfundets outsidere. - Der findes mange mennesker, der lever på grænsen og har det svært. Som gerne vil have et ordentligt og harmonisk liv, men ikke får det. Det handler selvfølgelig meget om, hvordan man har haft det som barn. Om man har fået kærlighed og mulighed for at udvikle sig som menneske eller er blevet udnyttet og mishandlet og må kæmpe resten af livet med det. Jeg vil gerne have skæbnerne fra samfundets skyggeside frem i lyset. For man foragter dem mindre, hvis man først forstår dem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...