Lise Egholm: Lærerne dør ikke af at undervise mere

Den landskendte skoleleder Lise Egholm gav lærerne en opsang i Debatten på DR2.

Lise Egholm: Lærerne dør ikke af at undervise mere

Krigen mellem folkeskolelærere og kommuner spidser til, og nu kommer den farverige og landskendte skoleleder Lise Egholm med en opsang til lærerne. De kan sagtens undervise mere, hvis de er dygtige nok, mener hun.

- Vi laver skole for børn. Vi laver også skole for forældre, og for at lærere skal have en god arbejdsplads. Men det kan man altså godt få. Og de rigtigt dygtige lærere, og det er dem, jeg kender bedst, dem er der mange af.

- De dør ikke af at undervise tre lektioner mere om ugen, sagde Lise Egholm i Debatten på DR2 torsdag aften.

Egholm er netop gået på pension efter 18 år som skoleleder på Rådmandsgades Skole på Nørrebro i København, men det får hende ikke til at holde sig ude af debatten.

- Nogle af lærerne vil være glade for det. For de er blevet lærere, fordi de godt kan lide at undervise. For det er fedt at være lærer.

- Og det er sjovt. Og du må aldrig advare nogen imod det! Det er verdens vigtigste og vidunderligste arbejde, sagde Egholm til sin meddebattør, formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

Han udtalte tirsdag, at han ikke vil kunne 'anbefale unge mennesker at uddanne sig til folkeskolelærere', hvis Kommunernes Landsforening (KL) får gennemtrumfet en normalisering af lærernes arbejdstid.

For at imødekomme regeringen og KL's krav, vil Anders Bondo Christensen gøre elevernes skoledage mere sammenhængende ved at droppe lektioner og i stedet lade lærerne undervise i flere sammenhængende timer ad gangen.

- Ved at tænke skolen som et sammenhængende forløb, hvor jeg for eksempel i min matematik har tre eller fem timer i sammenhæng med eleverne, så kan jeg faktisk levere mere undervisning, sagde Bondo i Debatten.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.