Tyverier

Listetyv fik et års fængsel

FREDERIKSHAVN:Den 29-årige Michael Estland gik på rov hos især ældre mennesker, når han manglede penge. Det kom til at koste ham et år s fængsel. Dommen faldt ved retten i Frederikshavn i går. Den dømtes synderegister omfattede 36 forhold, heraf næsten 30 tyveriforhold. De fleste hos ældre mennesker i beskyttede boliger, på plejehjem, i bofællesskaber eller i boligforeninger rundt om i Frederikshavn. Men han havde også været på turné i Aalborg og Hjørring. Som regel gik han bare ind af fordøren til lejligheder, som beboerne havde glemt at låse. Han tog, hvad der lå fremme af punge, kontanter, sparebøsser og i et tilfælde også en families uåbnede julegaver. Michael Estland blev ud over tyveri også dømt for besiddelse af et mindre kvantum amfetamin, for hæleri, promillekørsel og flere tilfælde af kørsel i frakendelsestiden, dels i bil, dels på knallert. Han er tidligere fradømt kørekortet for 10 år. I retten nægtede Michael Estland sig skyldig, fordi han ikke kunne huske omstændighederne ved tyverierne. Men domsmandsretten fandt ham alligevel skyldig på grundlag af vidneudsagn og hans egen tidligere erkendelse til politiet. Den dømte er for nylig flyttet fra Frederikshavn til Løkken.