Tyverier

Listig kabeltyv jages efter bræk på Læsø

Fire tons kobber til en værdi af 160.000 er fundet, og nu mangler politiet bare at fange tyven

FJERRITSLEV:Løgstør politi har nu fundet de fire tons kobberkabler, som forsvandt natten mellem 15. og 16. september fra Byrum materielgård på Læsø. Kabelrullerne er dukket op på en privat landejendom lidt øst for Fjerritslev. Kablerne lå på en ladvogn, og ejeren af ejendommen forklarer, at rullerne ikke tilhører ham, men derimod en bekendt, der havde efterladt dem på en ladvogn hos ham. Politiet har navnet på den formodede tyv, som de nu gerne vil i kontakt med. Politiet oplyser, at de tidligere har stiftet bekendtskab med ham i forbindelse med lignende sager. Halvprofessionelt Hvordan de fire tons kobberkabler er blevet stjålet har politiet ingen ide om, men det har krævet en vis list, da ingen har set gerningsmændene forlade øen. Også på Læsø Materielgård undrer de sig. - Det er fantastisk godt klaret af dem, og det tyder på, at de har været halvprofessionelle, og de har været klar over, hvad de skulle bruge, siger Ivan Petersen, der er forsyningschef for Læsø Kommune. De fire tons kabler, der tidligere har fungeret som elledninger i elmaster, har en samlet værdi på 160.000, og de er allerede solgt videre til en lokal produkthandler.