Litauens udenrigsminister går

VILNIUS:Litauens udenrigsminister, Vygaudas Usackas, er trådt tilbage. Skridtet kommer blot en dag efter, at landets præsident, Dalia Grybauskaite, meddelte, at hun havde mistet tillid til ham. Litauens præsident, Dalia Grybauskaite, opfordrede onsdag statsminister Andrius Kubilius til at tage "specifikke proceduremæssige skridt til afskedigelse af udenrigsministeren". Der har gennem flere uger været spændinger mellem Grybauskaite og Usackas i en række spørgsmål. Blandt andet har der været strid mellem de to om håndteringen af hjemkaldelsen af Litauens ambassadør i Georgien. /ritzau/dpa